Renoveringsarbejderne sdkal udføres af partnerskabet FsbHjem, bestående af Cowi, Nordic Office of Architecture, Smith Innovation og NCC. Partnerskabet er dannet med henblik på at renovere boliger for Fsb inden for en rammeaftale. Fsb er den største almene boligorganisation i Københavnsområdet.
Dommerparken er den anden helhedsplan i FsbHjem rammeaftalen. Kontraktsum på sagen er cirka 185 millioner kr.
Dommerparken blev bygget i 1946-47. Den ligger i Københavns Nordvest-kvarter tæt på Bispebjerg Kirkegård, mellem Landsdommervej, Bogtrykkervej, Hovmestervej og Frimestervej.
Bebyggelsen består af 6 blokke i 7 etager inklusive en udnyttet tagetage og udgør i alt 259 almene boliger samt en driftsbygning og en børne-/fritidsinstitutionsbygning. Helhedsplanen samler alle de behov boligafdelingen har for renovering og fremtidssikring af boliger, bygninger, udearealer og det sociale liv i afdelingen.
Tilbage til oprindeligt udseende
Renoveringen omfatter både fælleshus, facader, kældre og lejligheder. Fugerne i facaden skal kradses ud og fuges om, plastikvinduer vil blive udskiftet med træ/alu-vinduer, og renoveringen har som overordnet mål at bringe bygningerne tæt på deres oprindelige udseende. Indenfor renoveres badeværelser, og alle køkkener skiftes.
Boligerne vil være ubeboet under renoveringen i lejlighederne, hvobeboerne bliver genhuset iht byggetakten, opgang for opgang.
”Renoveringen af Dommerparken er en opgave, der passer godt til vores kompetencer,” siger Jacob Hviid Holm-Pedersen, der er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed. ”I Renovering er vi vant til at udføre vores arbejde tæt op ad mennesker, der bor eller arbejder i området, og vi vil naturligvis gøre os umage, hvad vi kan for at samarbejde og finde gode løsninger.”
Arbejdet går i gang i efteråret 2024 og forventes afsluttet i 2026. Kontraktsummen på ca. 185 millioner kr. ordreregistreres i forretningsområde Building Nordics i 3. kvartal af 2024.