MT Højgaard har i samarbejde med Holscher Nordberg Architecture and Planning og SLA Landskab udviklet et projekt med 48 seniorboliger og 650 kvm detail på Dirch Passers Allé 12 ved KU.BE i Flintholmområdet.
Byggefeltet er udlagt til erhvervsformål, men By- og Miljøudvalget gav på et møde den 12. marts 2018 grønt lys til, at der kan sættes gang i arbejdet med at udvikle en lokalplan, der skal bane vejen for projektet.
Sigtet med den ændrede anvendelse er ifølge startredegørelsen for projektet at tilføre Flintholmområdet nogle attraktive boliger og derigennem styrke mangfoldigheden i området, særligt området mellem metroen og Dirch Passers Allé, der er præget af meget erhvervsbyggeri.
NB! Højhusbyggeri - EKSTRA KURSUS. Afholdes d. 29. maj 2018.
I samspil med KU.BE skal boligerne og de åbne stueetager med publikumsorienterede aktiviteter, således bidrage til mere liv i byrummene. Boligbebyggelsen får grønne facader samt altaner og store beplantede tagterrasser og grønne sedumtage.
Bygningskroppen forskydes med tilbagetrækninger og forsætninger, så huset opfattes som sammensat af flere mindre volumener. Dette, sammen med hjørnehusets lyse karakter, skal danne en relation til KU.BEs størrelse og udseende.
En endelig lokalplan for boligbebyggelsen ventes endeligt vedtaget i januar 2019.