Odense Kommune har i maj 2024 godkendt en lokalplan for området, som ligger mellem Østre Ringvej mod vest, Fraugde-Kærby-Vej mod øst og Niels Bohrs Allé mod syd. Mod nord afgrænses området af jernbanen.
Hen mod slutningen af 2024 forventes Novo Nordisk at træffe den endelige beslutning om byggearbejdet på det 810.000 kvm store areal i Tietgenbyen, som nu formelt ejes af medicinalfirmaet.
”Det er en fantastisk nyhed, at købsaftalen nu er endelig. Det er udtryk for, at tingene skrider frem som planlagt – og dermed rykker en af verdens største virksomheder nu formelt ind i Tietgenbyen i Odense. Det kommer til at skabe tusindvis af nye arbejdspladser og bidrage til et endnu mere attraktivt og dynamisk erhvervsliv i Odense og på Fyn. Min ambition er, at Tietgenbyen skal udvikles til et endnu større og mere attraktivt erhvervsområde – og, at vi frem mod 2035 skal skabe 30.000 nye private arbejdspladser i Odense – på alle måder en høj barre at sætte – men på dage som i dag, der bliver jeg bekræftet i, at vi kan få store ting til at ske i Odense.”, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.
Planerne for området har været i høring i foråret efter et stort borgermøde med omkring 700 deltagere og repræsentanter fra både Novo Nordisk og Odense Kommune. En lang række medarbejdere fra By- og Kulturforvaltningen og Klima- og Miljøforvaltningen har været involveret i planarbejdet, og rådmand Søren Windell ser frem til at se byggeriet gå i gang.
”Nu er købsaftalen endelig, og med den begynder en ny epoke i fynsk erhvervshistorie, et nyt erhvervseventyr til gavn for hele øen. Jeg glæder mig i den grad til at se Novos moderne virksomhed skyde op i Tietgenbyen. Fredsskovene på Novo Nordisk-arealet bliver bevaret omkring bygningerne samtidig med, at der laves et nyt stisystem, som vil give alle mulighed for at gå en tur i området.
Inden for lokalplanområdet er der mulighed for byggeri til produktionsfabrikker med tilhørende supportfunktioner som lager, transformerstation og parkeringshuse samt kontor, administration og fritids-/konferencecenter.
Byggeriet vil primært bestå af store bygningsvolumener med lange facader og gavle samt flade tage. Det tilstræbes at placere de højeste volumener med en højde på op til 27 m mod de centrale dele af grunden, fremgår det af Lokalplanen.
Ifølge TV2 Fyn bliver byggeriet omkring 154.000 etagemeter.
Museum Odense har gjort bemærkelsesværdige fund i området, hvor Novo Nordisk nu skal bygge. Det var her, at museumsinspektør Jakob Bonde fandt Lille Sværd - en kniv med unik runeindskrift fra omkring år 150 efter Kristus, og siden har han og kollegerne fundet spor efter bebyggelse fra jernalderen med hovedvægt omkring Kristi fødsel.
Arkæologerne har fundet utallige stolpehuller efter huse og hegn foruden gruber, hvor datidens mennesker har gravet efter ler og siden brugt hullerne til deponering af affald.