Kommunen har en målsætning om, at der skal bygges 2.500 nye boliger og sætter derfor politigrund og en restgrund ved nybygget hal til salg.

Politikerne i Sønderborg Kommune har besluttet sætte gang i salget af politigrunden i Gråsten samt en grund på B.S. Ingemanns Vej 1 i Sønderborg. På begge grunde er der mulighed for at opføre både boliger samt detailhandel, oplyser kommunen.

- Vi sætter grundene til salg, fordi det vil skabe udvikling i de 2 områder blandt andet med detailhandel. Sønderborg Kommune har en klar strategi om at være en kommune, hvor folk vil bosætte sig. Derfor har Byrådet en målsætning om, at der skal bygges 2.500 nye boliger i Sønderborg Kommune, så indbyggertallet kan vokse til 77.000. Muligheden for boliger på 2 meget attraktive grunde i henholdsvis Sønderborg og Gråsten er med til at opfylde den ambition, siger borgmester Erik Lauritzen, der er formand for Økonomiudvalget.

Han bakkes op af næstformanden for Økonomiudvalget, der også ser flere udviklingsmuligheder i de kommende grundsalg.

Esbjerg: De store projekter. Konferencen afholdes den 7. maj 2024.

- At vi åbner op for detailhandel på de to grunde er med til at styrke lokalsamfundene, fordi det bliver endnu mere attraktivt at bo og leve i områderne – i det her tilfælde både centralt i Gråsten og Sønderborg. Der er samtidig efterspørgsel efter forskellige boligtilbud i kommunen, så når vi blandt andet kan sætte eftertragtede grunde til salg på centrale adresser, så styrker det muligheden for at tiltrække tilflyttere, siger Stephan Kleinschmidt, der er første viceborgmester.

B.S. Ingemanns Vej 1 i Sønderborg er på i alt 7.500 kvm, og her lægges der op til byggeri af både boliger og detailhandel. Siden Sønderskovhallen blev bygget i 2017/2018 har restgrunden stået tom bortset fra, at den i perioder har været udnyttet som aflastningsparkering og udlejet som byggeplads til entreprenører, der foretager spildevandskloakering i midtbyen.

Grunden skal udvides, da byggeri af en moderne detailhandelsbutik kræver et areal på cirka 1.200 kvm. Med parkeringskrav til kunder samt beboere ved minimum 8 lejligheder vil den eksisterende grund ikke have været en tilstrækkelig størrelse.

Grunden udvides mod nord, så der bliver behov for at flytte og opdatere Sønderskovskolens cykelskure og stisystemer. Desuden vil der ske en opdeling af indkørsel og fordeling af parkeringspladsareal ved Sønderskovhallen. Asfaltpladsen vest for hallen medsælges og indkørsel til hallen flyttes til anden eksisterende indkørsel mod øst.

Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes den 22. maj 2024.

Politigrunden i Gråsten er på 8.700 kvm. Økonomiudvalget har den 19. april 2023 godkendt, at grunden kunne komme i spil til placering af detailhandel sammen med muligheden for at bygge boliger. Det er taget med i den tilrettede kommuneplanrevision.

Sønderborg Kommune købte i 2014 politigrunden i Gråsten med henblik på byggeri af boliger i relation til plejehjemmet. Ejendommen blev nedrevet, men på grund af forskellige forhold blev planerne ændret, og grunden har i mellemtiden været udnyttet som parkeringsareal og som byggeplads ved forskellige offentlige byggeprojekter. Grunden har også været i spil til byggeri af ældrevenlige boliger i et samarbejde mellem Gråsten Andelsboligforening (GAB) og private aktører.

Før grundene kan bebygges, skal kommuneplanen endelig vedtages samt at der laves nye lokalplaner for begge grunde.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne