Innovater, der udvikler ejendomme til detail, erhverv og bolig, ser lyst på det nye år. Ejendomsudviklerfirmaet, der blandt andet er med til at udvikle den gamle Fragtmandcentral på Søren Frichs Vej i Aarhus, oplever stigende interesse for kombinationsprojekter og revitalisering af ældre shoppingcentre.

Da 1. etape af Kulturhavn Gilleleje stod klar i efteråret 2014, kunne den aarhusianske ejendomsudviklingsvirksomhed Innovater samtidig aflevere sit hidtil største projekt. Et byggeri udviklet i samarbejde med Momentum Research & Development, hvor de 6.500 kvm både rummer butikker, bank, ejendomsmægler, sundhedshus, tandlæge og penthouselejligheder.

- Kulturhavn Gilleleje har været en stor og spændende udfordring, som har givet Innovater værdifulde erfaringer. Projektet er en erfaringsgivende og flot reference, som vi er stolte af at have løst, og vi står allerede klar med større projekter, lyder det fra administrerende direktør i Innovater, Morten Lykke.

Kombinationsprojekterne er en af årsagerne til, at han har store forventninger til 2015. Samtidig oplever især landets 4 største byer en stor befolkningstilvækst.

- Behovet for boliger og dagligvarebutikker stiger i de tætbefolkede områder i takt med, at flere flytter fra landområderne til byerne. Det gør butiksudviklingen mere krævende, og butikkerne vil oftere blive del af et større projekt i stedet for en stand alone-butik. Vi mærker en stor interesse for kombinationsprojekter, både fra detailkæderne, investorer og finansieringsgivere, og derfor har vi faktisk valgt at fokusere på dette marked tidligere end forventet, siger Morten Lykke. 

Ud over kombinationsprojekterne ser han også et nye marked i de indkøbscentre, der blev bygget i 1980’erne eller tidligere og nu trænger til modernisering og nyt liv.

- Indkøbscentrene har brug for en revitalisering i form af nye koncepter, nye lejere og ny arkitektur. Det ser vi et nyt, spændende marked for – ikke mindst, fordi processen forenkles af, at vi opererer på eksisterende plangrundlag, siger han.

I det hele taget oplever Innovater-direktøren, at det rekordlave renteniveau har fået investorerne op af stolene, og han ser detailmarkedet som en oplagt mulighed for dem.

- Detailejendomme et attraktive for investorer på grund af de solide lejere, lejekontrakter med lang løbetid og et attraktivt afkast, fastslår Morten Lykke.

Innovaters fundament er stadig ejendomme til alle discountkæder i Danmark, og i løbet af 2014 har virksomheden afleveret 18 butikker. I sommers afleverede Innovater helt nybygget og moderne center, Ålsgårdecentret, på 3.500 kvm med Netto, Fakta, fitness, sundhedscenter og flere mindre butikker i Ålsgårde nord for Helsingør. Når den gamle Fragtmandcentral på Søren Frichs Vej i Aarhus bliver omdannet til en ny bydel, står Innovater for en dagligvarebutik og 102 lejligheder. Første spadestik forventes at blive taget i sommeren 2015.


Relaterede konferencer

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Ny udbudslov KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND