For mange er indbegrebet af sommerhus-land nok Vestkysten, og her ligger skam også rigtig mange sommerhuse i klitter, plantager og langs grusveje.
Men det er faktisk øst for Storebælt, at sommerhus-tætheden er størst, viser nye tal fra Danmarks Statistik, som Home har set nærmere på.
Målt på hvor mange sommerhuse der er i forhold til antallet af helårshuse, bliver den jyske vestkyst overgået med flere bølgelængder af Sjælland. Andelen af sommerhuse er størst i Vest- og Sydsjælland, hvor mere end hvert fjerde hus er et sommerhus - næsten 27 procent.
I Vestjylland er andelen til sammenligning kun omtrent det halve – ca. 14 procent - hvis man måler antallet af sommerhuse i forhold til beboelseshuse*.
”Det overrasker nok en del, for Vestjylland er for mange danskere – og tyske turister – indbegrebet af ’sommerhusland’, men faktisk ligger Danmarks to mest sommerhus-rige kommuner på Sjælland,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
I Nordsjælland er andelen af sommerhuse på 26 procent, og ser man på hele Sjælland under ét, er cirka hvert femte hus et sommerhus.
Zoomer man ind på kommuneniveau ift. placeringen af landets omkring 220.000 sommerhuse, overhaler en enkelt vestjysk kommune dog Sjælland indenom:
Fanø Kommune har en andel på hele 74 procent sommerhuse målt i forhold til det samlede antal huse.
Herefter følger tre sjællandske kommuner: Odsherred på Vestsjælland med 70 procent og Gribskov og Halsnæs i Nordsjælland med hhv. 56 og 51 procent.
Der er lige nu næsten 6.500 sommerhuse til salg rundt om i landet.
Top-10 – her er kommunerne med flest sommerhuse (2024 - antal afrundet til nærmeste 100):
- Odsherred: 24.200
- Gribskov: 14.800
- Ringkøbing-Skjern: 10.500
- Syddjurs: 10.400
- Jammerbugt: 8.800
- Halsnæs: 8.700
- Kalundborg: 8.500
- Varde: 8.500
- Guldborgsund: 7.700
- Frederikssund: 6.200
Kilde: www.statistikbanken.dk/BYGB70