Freja Ejendomme planlægger sammen med Pensam Liv Forsikring og Consort Ejendomme at nedrive eller omdanne de 7.800 kvm kontorlokaler på WHO-grunden og erstatte dem med 4 punkthuse og 3 boligblokke.

WHO fraflyttede i 2013 ejendommen på Scherfigsvej 8, hvor organisationen havde haft adresse i mere end 50 år, for at flytte i nye lokaler i FN-Byen på Marmormolen. Det har banet vejen for at åbne den aflykkede grund på det nordlige Østerbro med en ny boligbebyggelse.

Fra Scherfigsvej til Strandpromenaden etableres en stiforbindelse med offentlig adgang, hvilket vil muliggøre adgang fra boligområderne langs Strandvejen via Scherfigsvej gennem den kommende bebyggelse til Svanemøllebugten.

Det er Pensam og Consort, der bærer hovedrollerne i udviklingen af grunden. I juni 2014 indgik de 2 selskaber en betinget købsaftale med Freja, som nu indtager en mere tilbagetrukket rolle i projektet.

- Vi sidder med på sidelinien og holder hånd i hanke med, hvad der sker i procesesen. Det er mest køberen, der driver processen, fortæller projektleder fra Freja, Christian Nielsen, som ikke kan oplyse, hvilke betingelser købsaftalen med Pensam og Consort indeholder.

NB! Udvikling af Nordhavns 1. del for 30 milliarder. Konferencen afholdes d. 29. januar 2015.

Byggegrunden omfatter 14.000 kvm, hvoraf 500 kvm ligger i Gentofte Kommune, men det er ved deklaration sikret, at de 2 ejendomme udgør 1 samlet fast ejendom. Endnu har udviklerne ifølge
seniorøkonom hos Pensam, Søren Dijohn, ikke lagt sig fast på, at grunden skal anvendes til boliger.

- Lige nu er vi i gang med at kigge på, hvad vi kan bygge. Vi har som sådan ikke lagt os fuldstændig fast på, hvad vi kan bygge der. Vi overvejer de muligheder, der er, siger han.

De 3 selskabers aktuelle projekt, som Arkitema har lavet skitserne til, foreslår 4 flerfamiliehuse i form af punkthuse samt 3 boligblokke med lejligheder på 80-170 kvm. De 4 punkthuse med en højde på op til 20 meter er placeret på den sydlige del af grunden mod det eksisterende villakvarter og den kommende punkthusbebyggelse ved Strandpromenaden, som udvikles af Bricks.

Mod nord langs grænsen til Gentofte foreslås de 3 boligblokke opført i op til 24 meters højde. I en gældende lokalplan for den del af grunden, der ligger i Gentofte Kommune, er arealet udlagt til boligbebyggelse i op til 37 meter. I forslaget kommer bebyggelsesprocenten op på 114 på grundarealet i København, mens grundstykket i Gentofte ikke bebygges. Sagen har ifølge Københavns Kommune været drøftet med Teknik- og Miljøforvaltningen i Gentofte Kommune, der ikke har indvendinger mod forslaget.

I Københavns Kommunes Kommuneplan 2011 er området udlagt til boliger og serviceerhverv med en maksimal byggehøjde på 20 meter og en maksimalbebyggelsesprocent på 110. Derfor kræves en ændring af kommuneplanens rammebestemmelser, hvis projektet skal realiseres.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune anbefaler, at der udarbejdes et lokalplanforslag, som vil kunne blive behandlet i Borgerrepræsentationen i juni 2015 og endeligt vedtaget i december 2015.


Relaterede konferencer

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Ungdomsboliger på et modent marked

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i København frem til 2030

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS