Ejendomskoncernen Tetriis får et skifte på direktørposten. Medstifter Rasmus Friis vil over de næste 4 måneder vil give stafetten videre til William Kanta, som formelt bliver ny administrerende direktør fra den 1. marts 2024.
William Kanta har allerede gjort sig bemærket på erhvervsscenen med køb og salg af ejendomsselskabet BoStad til AP Pension i 2021.
- Tetriis er en utrolig spændende virksomhed med stort fremtidigt potentiale. Det er et imponerende stykke arbejde, Rasmus Friis har gjort med Tetriis, og jeg ser frem til at bygge videre på det fundament. Mit fokus som CEO vil i høj grad være på vækst og ESG-dagsordenen, hvor vi kommer til at fortsætte det intensive arbejde med både bæredygtighed og den sociale profil i Tetriis' projekter, udtaler William Kanta.
Selvom Rasmus Friis fratræder stillingen som administrerende direktør, vil han stadig fortsætte i Tetriis, hvor han fremover vil være med til at udvikle både nye og eksisterende projekter i en endnu mere bæredygtig retning.
Branding - fra idé til køb af byggeprojekter. Konferencen afholdes den 7. december 2023.
Ifølge den snart tidligere administrerende direktør er der ikke tale om en retræte, men nærmere en omstrukturering, der i højere grad understøtter de fremtidige ambitioner for Tetriis og samtidig giver ham mulighed for at følge sin passion for det byggede miljø.
- William Kanta deler mange værdier med både mig selv og Tetriis, så jeg er helt tryg ved, at han overtager roret. Hans mange erfaringer og kompetencer inden for virksomhedsdrift og -ledelse bliver uden tvivl godt for Tetriis' fremtidige udvikling. Jeg glæder mig til fortsat at være en del af Tetriis og beskæftige mig med udvikling af vores kerneprodukter og nye koncepter, som er det, jeg brænder for, siger Rasmus Friis.
Ansættelsen af William Kanta glæder også Rune Kock, administrerende direktør i NREP og bestyrelsesformand i Tetriis-koncernen. Han forklarer, at skiftet kommer helt naturligt i takt med den udvikling og de planer, der er lagt for Tetriis de kommende år.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 11. januar 2024.
- Samarbejdet med Rasmus Friis har været godt. Det er imponerende at se, hvordan han og hans partnere har bygget Tetriis og Rasmus Friis A/S op i løbet af de seneste 30 år. Nu går vi ind i en ny fase med nye vækstambitioner og et endnu større ESG-fokus. Derfor giver det også god mening at sætte William Kanta i front for den udvikling. Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som William Kanta, siger Rune Kock.
William Kanta fungerede som sparringspartner for Tetriis i forbindelse med den nylige etablering af asset management-virksomheden Vært, som står for drift og service af både Tetriis' og andre udvikleres projekter.
Tetriis-koncernen består af ejendomsudvikleren Tetriis, entreprenørvirksomheden Rasmus Friis og asset management-virksomheden Vært, og dækker dermed hele værdikæden inden for det byggede miljø.
William Kanta tiltræder i Tetriis i dag, den 1. november 2023, og vil fra den 1. marts 2024 officielt være administrerende direktør for Tetriis.