Medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Dansk Folkeparti, Finn Rudaizky, har med kommunestyrelseslovens § 23 i hånden standset sagen om ombygningen af Holckenhus-karéen med henblik på at få nedlagt et § 14-forbud. Blackstone vil etablere 8 tagboliger og 2 atelierfællesskaber i ejendommen.

Blackstone ønsker at foretage en ombygning af tagetagen på Holckenhus-karréen fra 1893 samt udvide et eksisterende erhvervslejemål i stueetagen. I hovedprojektet indgår omdannelse af tagetagen til 8 tagboliger -  inklusive udvidelse af eksisterende bolig - samt etablering af 2 større atelierfællesskaber.

Forvaltningen er indstillet på at meddele byggetilladelse til ombygning, herunder ombygning af tagetagen til tagboliger og atelierfællesskaber, da byggelovgivningen ikke forhindrer projektet. Der er ikke udarbejdet lokalplan for karréen.

Teknik- og Miljøudvalget skulle tage stilling til sagen den 17. juni 2019, og her stillede Dansk Folkeparti et ændringsforslag om at nedlægge et § 14-forbud mod projektet. Det blev dog nedstemt med 2 stemmer mod 8, idet kun Dansk Folkeparti og Alternativet stemte for forslaget.

Finn Rudaizky valgte derfor at standse sagen i medfør af kommunestyrelseslovens § 23, og sagen indbringes dermed til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

- Jeg vil gerne have, at der kommer mere offentlighed omkring sagen, og jeg vil gerne have en tydeliggørelse for de medlemmer af Borgerrepræsentationen, som ikke sidder i Teknik- og Miljøudvalget af konsekvenserne af § 14. Jeg har kun siddet i 1,5 år i Teknik- og Miljøudvalget, og vi har fået ret forskellige mundtlige forklaringer fra dels den tidligere direktion og dels den nuværende direktion om, hvilke konsekvenser et § 14-forbud egentligt har, og hvornår vi kan bruge det som politikere. Det vil jeg gerne have en diskussion om, siger Finn Rudaizky.

Kun Dansk Folkeparti og Alternativet stemte mod indstillingen fra Teknik- og Miljøforvaltningen om at give byggetilladelse til omdannelse af tagetagen i Holckenhus-karréen. Med undtagelse af De Konservative gav afgav alle partier til gengæld protokolbemærkninger, hvor der blev udtrykt forskellige grader af modstand mod projektet.

NB! Tagboliger og altaner i eksisterende ejendomme - planlægning og løsninger. Konferencen afholdes d. 5. september 2019.

”Partierne beklager dybt, at vi ikke politisk kan redde det historiske kunstnerkollektiv, der nu befinder sig i Holckenhus. Vi har som politikere ikke mulighed for at lave en så snæver anvendelsesbeskrivelse i lokalplanen, at vi kan bestemme, hvilket erhverv tagetagen skal anvendes til", lyder det i en protokolbemærkning fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

- Hvis man er så utilfreds med den måde det foregår på i forhold til de store investorer, så kan man ikke bare nøjes med at give udtryk for det. Hvis Socialdemokratiet - som de selv siger - er meget vrede på disse investorer, så må de jo tage konsekvensen af det og lave lovgivningen om, påpeger Finn Rudaizky.

Medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Socialdemokratiet, Marcus Vesterager, slår dog fast, at ændringer i lovgivningen skal foretages på Christiansborg.

- Jeg håber da, at der vil blive lavet om på denne lovgivning. Vi må også bare sige, at vi som lokalpolitikere ikke kan gøre noget ved det, og derfor synes jeg også, at det er omsonst at prøve at lade som om, at man gør noget ved det, siger Marcus Vesterager.

- Socialdemokratiet arbejder for, at vi kan få gjort noget ved det her. Det har vi sagt klart og tydeligt før valgkampen, og det vil vi også arbejde med efter valgkampen, uddyber han.

Af en protokolbemærkning fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet fremgår det, at de 3 partier også ønsker en ændring af lovgivningen på området.

"Holckenhus er opkøbt af en af de kapitalfonde, der i øjeblikket spreder sig som en græshoppesværm over det Københavnsk boligmarked, hvor de opkøber ejendomme og lejligheder med det formål at ombygge dem til dyre lejeboliger med profit som eneste målsætning. Københavns Kommune kan ikke med den nuværende lovgivning forhindre de udenlandske kapitalfondes indtog på boligmarkedet og appellere derfor til den nye regering om hurtigt at ændre lovgivningen og give kommunerne de nødvendige lovmæssige redskaber", lyder det fra de 3 partier.

Det ansøgte tagboligprojekt kan ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen ikke nægtes med byggelovgivningen, og forvaltningen vurderer ikke, at ombygningen af Holckenhus-karréen er lokalplanpligtig. Ejendommen er ikke fredet, men er placeret i et større område, der i kommuneplanen er udlagt som bevaringsværdig bebyggelse. Det betyder, at bygningen indgår i en bevaringsværdig sammenhæng, lyder det fra forvaltningen.

Desuden har forvaltningen ikke mulighed for at regulere lejeforholdet eller huslejeniveauet på ateliererne, da det er private lejemål. Lejeforholdet mellem de eksisterende lejere og grundejer er et privatretligt anliggende, som forvaltningen ikke kan medtage i sin vurdering, fremgår det af sagsfremstillingen.

Det er Blackstones danske afdeling 360 North, der står for projektet i samarbejde med Årstiderne Arkitekter. Af et indlæg fra 360 North fremgår det, at selskabet har en vision om at fremtidssikre Holckenhus, så kunstnere også i fremtiden kan gøre brug af ejendommen. Der skal således etableres et atelierfællesskab på tagetagen, der for "et symbosk beløb" kan anvendes af kunstnere.

Oprindeligt var det planen at etablere ét atelierfælleskab, men det er siden ændret til 2 atelierfællesskaber med et samlet areal på 522 kvm. De 8 tagboliger vil samlet omfatte 1.385 kvm.

Artiklen er opdateret den 19. juni 2019, klokken 12.43 med kommentarer fra medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Socialdemokratiet, Marcus Vesterager.


Relaterede konferencer

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Ungdomsboliger på et modent marked

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Køge: det store byggeboom frem til 2032