Den 30. august 2022 blev kontrakten på den kommende Nordhavnstunnel tildelt. Det bliver joint venture-selskabet, der består af Besix (Belgien) og MT Højgaard med støtte fra Niras, Jacobs Sverige og Bravida Danmark, der skal bygge Nordhavnstunnelen. I alt 4 joint venture-selskaber bød på opgaven.
- Med tildelingen af kontrakten for totalentreprisen er den nye tunnel godt på vej. Det er til stor glæde for Københavns Kommune, By & Havn og de mange nuværende og fremtidige interessenter og brugere af tunnelen, at vi nu når endnu en stor milepæl på projektet. Det vindende joint venture-selskab leverede det bedste bud ud fra både kvalitet og pris, og som bygherre ser jeg frem til det daglige samarbejde om at bygge tunnelen, siger projektchef og ansvarlig for tunnelbyggeriet Silas Nørager, Vejdirektoratet.
Prisen fra det vindende tilbud er 2,585 milliarder kr. og holder sig dermed inden for projektets samlede anlægsbudget.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 24. maj 2023.
Vejdirektoratet har også valgt leverandør for opgaven med styresystem til tunnelen – et såkaldt SCADA-anlæg, og her har Vejdirektoratet valgt at tildele kontrakten til ÅF-Industry (Sverige) med støtte fra Afry Denmark, som leverede det bedste tekniske tilbud og til den laveste pris. Entreprisen på levering af styresystemet har en værdi på omkring 70 millioner kr.
Begge leverandører planlægger hurtig opstart efter kontraktindgåelse, hvilket forventes at være den 12. september efter standstill-perioden.
Vejdirektoratet er bygherre på projektet, og efter anlæg bliver tunnelen overdraget til Københavns Kommune. Tunnelen bliver dermed en del af det kommunale vejnet.
Projektet finansieres af By & Havn, Københavns Kommune og det fremtidige selskab for Lynetteholmen.
Sydhavn: De store projekter. Konferencen afholdes den 8. marts 2023.
Nordhavnstunnellen er budgetteret til at koste 3,4 milliarder kr. og kan efter hovedtidsplanen forventes taget i brug i midten af 2027. Tunnelen er en forudsætning for den videre byudvikling af Nordhavn.
Nordhavnstunnelen bliver 1,4 kilometer lang og går under Svanemøllebugten ved København. Tunnelen skal forbinde Nordhavnsvejtunnelen på Østerbro med Kattegatvej i Nordhavn.
Tunnelen bliver en såkaldt in situ-støbt tunnel. Det vil sige en tunnel, der støbes på stedet. Nordhavnstunnelen får 2 kørespor i hver retning, og køresporene bliver adskilt af en tunnelvæg i midten. Tunnel og til- og frakørselsramper bliver tilpasset modulvogntog og busser op til 15 meter.