Klimaaftrykket fra byggeriet af nye boliger i Danmark skal reduceres med 75 procent. Det er målsætningen fra Realdania og Villum Fonden, der med et nyt partnerskab og 60 millioner kr. vil inspirere og udfordre designere, entreprenører og bygherrer til at opføre et antal eksempler på boliger, hvor rammen for de grønne ambitioner sprænges.
Villum Fonden og Realdania har udvalgt 9 private bygherrer og almene boligorganisationer til at skabe de eksempelbyggerier, som skal vise hele branchen, hvordan vi kan bygge nye boliger med et klimaaftryk på 1/4 af det normale.
Sydhavn: De store projekter. Konferencen afholdes den 8. marts 2023.
Udviklingen af de første byggerier starter nu. Bygherrerne modtager hver især en bevilling, som skal bruges til at finansiere bæredygtig udvikling, innovation og videndeling, der kan bidrage til at reducere klimaaftrykket til et historisk lavt niveau. Pengene kommer fra initiativet Boligbyggeri fra 4 til 1 planet.
Hver bygherre forpligter sig med bevillingen til at stile efter en klimabelastning på kun 2,5 kilo CO2-ækvivalenter per kvm årligt. Det er 1/4 af den gennemsnitlige klimabelastning ved nybyggeri i Danmark i dag og omtrent 1/5 af den nye lovmæssige grænseværdi på 12 kilo CO2-ækvivalenter per kvm årligt.
- Vi har fået 45 ansøgninger fra nogle af branchens mest toneangivende aktører, og antallet af ansøgninger, ambitionsniveauet og viljen til at udvikle fremtidens løsninger inden for byggeriet indgyder i den grad håb, udtaler Michael K. Rasmussen, projektchef på vegne af Villum Fonden.
Ud over reduktion af klimaaftryk er målet at opføre sunde, attraktive boliger i et samspil mellem arkitektur, materialer og indeklima. Udviklingsprocessen skal sikre at løsningerne bliver skalerbare, og på den måde kommer eksempelbyggerierne til at stimulere både udbud og efterspørgsel af bæredygtige boliger i Danmark.
Opgradering og optimering af ejendomme. Konferencen afholdes den 7. marts 2023.
- Vi sætter gang i en proces, der sikrer, at vi om få år har ni bæredygtige boligfyrtårne fordelt over landet til inspiration for den samlede branche. Den videre udvikling er nødt til at være efterspørgselsdrevet, og derfor skal de boliger, vi støtter, ikke bare være klimavenlige. Det skal være sunde, attraktive, behagelige boliger, der kan udgøre en attraktiv ramme for menneskers hverdag, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
De 9 projekter er blevet valgt ud fra deres forventede evne til at levere på den overordnede målsætning og på ønsket om at indgå i et dedikeret samarbejde med andre brancheaktører for at drive en fælles innovationsindsats. Der er også blevet skelet til geografisk placering og typer af byggeri for at opnå en variation i den samlede erfaringspulje.
De 9 projekter er:
AKF, privat bygherre: Rækkehus
Arealudviklingsselskabet for Sygehusgrunden Holstebro, privat bygherre: Rækkehus (nybyg) og etagebyggeri (transformation)
Birch Ejendomme, privat bygherre: Rækkehus
Boligselskabet Sjælland, almen boligorganisation: Rækkehus
Domea.dk (på vegne af Boligselskabet Sydsjælland), almen boligorganisation: Rækkehus
Himmerland Boligforening, almen boligorganisation: Etagebyggeri
Ikano Bolig, privat bygherre: Rækkehus
Lejerbo, almen boligorganisation: Rækkehus
NREP, privat bygherre: Etagebyggeri