Maj blev den 3. måned i træk med prisstigninger på boligmarkedet. Det gælder for både huse, sommerhuse og ejerlejligheder.

Siden februar 2023 er den månedlige udvikling i boligpriserne kun gået én retning: Op. Således viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks, at maj måned blev den 3. måned i træk, hvor salgspriserne for både villaer og rækkehuse, ejerlejligheder samt sommerhuse er steget.

Retter vi i første omgang blikket mod huspriserne, lyder den seneste, månedlige stigning fra april til maj på 0,9 procent. Det bringer den gennemsnitlige salgspris for huse op på 16.462 kr. per kvm.

Og ser vi sammenlagt på de seneste 3 måneders prisstigninger for boligtypen, er der tale om 2,8 procent fra lavpunktet i februar måned og frem til maj.

– Det løft i boligpriserne, som vi har set dette forår, skyldes i høj grad sæsonen, hvor vi plejer at se mere aktivitet og stigende priser på boligmarkedet. I år skal vi dog huske, at forårets prisstigninger kommer efter flere måneder med kraftige og usædvanlige prisfald, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Kursus: Køb og salg af ejendom - Due Diligence

– Men med den seneste måneds prisstigning i maj betyder det faktisk, at huspriserne nærmer sig niveauet fra november sidste år, hvilket betyder, at vinterens prisnedgang foreløbigt er indhentet. Det tyder på, at der igen hersker en vis optimisme på boligmarkedet, og at mange – trods det højere renteniveau – har mod på at købe ny bolig, tilføjer hun.

I 4 ud af 5 regioner er huspriserne steget fra april til maj måned, mens de er stagneret i Region Hovedstaden i perioden.

Det gælder også for lejlighederne, at alle 3 forårsmåneder bød på månedlige prisstigninger.

Således er de landsdækkende salgspriser på ejerlejligheder steget med 3,9 procent fra lavpunktet i februar til og med maj måned.

Konference: Indre København og Strøget - byudvikling og investeringer

Den seneste prisstigning fra april til maj lyder på 1,9 procent. Det bringer den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder op på 33.029 kr. per kvm.

Det er især i Region Hovedstaden, at lejlighedspriserne har fået et løft i løbet af den seneste måned på hele 2,7 procent. Og ser vi isoleret set på Københavns Kommune, hvor andelen af ejerlejligheder i landet er absolut størst, lyder stigningen på 2,5 procent fra april til maj.

– Priserne på det københavnske lejlighedsmarked har fået et mærkbart løft i løbet af den seneste måned. Det kan blandt andet forklares ved, at vi ser en stigende køberlyst, mens lejlighedssælgerne er mere tilbageholdne. Tilsammen gør det, at udbuddet af lejligheder i særligt København er lavt, og det bidrager til at skubbe priserne op, siger Birgit Daetz.

Konference: Horsens: De store investeringer

For sommerhusene har foråret også budt på månedlige stigninger, som fra februar til maj måned lyder på 6,3 procent. Heraf udgør den seneste måneds prisstigning fra april til maj 2,4 procent.

Således lander den gennemsnitlige salgspris for sommerhuse på 22.720 kr. per kvm i maj måned, hvilket er på niveau med sommerhuspriserne samme måned sidste år.

– Overordnet set har sommerhusmarkedet klaret sig bedre igennem den nedgang på boligmarkedet, som gjorde sig gældende i efteråret sidste år og vinteren i år. Og med forårets komme er der igen sat streg under, at sommerhusenes popularitet er vedholdende blandt mange danskere. Dertil kommer, at der også på sommerhusmarkedet er tale om et lavt udbud, som gør, at priserne på de eftertragtede ferieboliger stiger, siger Birgit Daetz.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.