Atra Arkitekters ledelse udvider ejerkredsen med med Morten Hilligsøe og Benny Susgaard. Ejerkredsen tæller i forvejen Sigurd Jakobsen og Mark Lynn Le Fevre.
- Først og fremmest har Sigurd og jeg ønsket at udvide ejerkredsen for at få flere faglige kompetencer ind i ledelsen som et oplagt supplement til vores arkitektfaglige baggrund. Her har vi gennem de foreløbigt henholdsvis 10 og 6 år, som Benny og Morten allerede har været i virksomheden, set deres faglige viden, ansvarlighed, arbejdsevne udgøre en stadigt større del af den profil, som vores kunder kender Atra Arkitekter for, og derfor er det også naturligt at de nu indtræder i ejerkredsen, siger Mark Lynn Le Fevre.
Benny Susgaard er uddannet bygningskonstruktør, byggeøkonom og er oprindeligt tømrer. I 2013 blev han en del af Atra Arkitekter og har i de senere år som projekteringschef tilført arkitektfirmaet administrative muskler samt varetaget den daglige ledelse på kontoret i Holstebro.
Morten Hilligsøe har samme uddannelsesmæssige baggrund som Benny Susgaard. Han kom til Atra Arkitekter i 2017 og har siden blandt andet arbejdet med udvikling af arkitektvirksomhedens byggefaglige og tekniske redskaber.
Horsens: De store investeringer. Konferencen afholdes den 27. september 2023.
Atra Arkitekter har mellem 2016 til 2021 oplevet en 3-dobling af virksomhedens omsætning og i den forbindelse er medarbejderstaben og kundekredsen vokset tilsvarende. Væksten er sket med afsæt i klare strategiske mål om at ruste virksomheden til en branche domineret af større aktører, hvor kompleksiteten i projekterne stiger, og hvor kravene til rådgiverne gør det samme.
Afsættet har gennem hele perioden været en solid base af kunder inden for det offentlige og det almene, hvor rammeaftaler med blandt andet Byggeskadefonden og en stor vækst i omsætningen på plejehjem og børnehaver i de seneste år har været drivende faktorer.
- Vi ser det som en klar styrke i den ejerledede virksomhed, at kunderne oplever, at de møder beslutningstageren og en person, som selv har hånden på kogepladen, når de indgår aftaler med os. Derfor er det også naturligt, at en kraftig vækst, som den vi har været igennem, fører til en udvidelse af ejerkredsen, siger Sigurd Jakobsen.
Sigurd Jakobsen fortsætter som administrerende direktør, mens Mark, Morten og Benny fortsat har centrale roller på tegnestuen.
Skoler - cases, projekter og erfaringer. Konferencen afholdes den 16. november 2023.
- Vi er både ydmyge og stolte over at have fået muligheden for at udvide vores samarbejde med Sigurd og Mark. Gennem årene har vi opbygget et solidt partnerskab, og nu ser vi frem til at tage det til næste niveau. Det er med stor entusiasme, at vi smøger ærmerne op og tror på, at der er en mere positiv stemning på markedet, og vi er fast besluttede på at være med til at skabe den. Vores fokus vil fortsat være på den gode proces, bygbarhed og at levere kvalitetsprodukter. Sammen vil vi forme en endnu bedre fremtid for vores fælles virksomhed og skabe resultater, vi kan være stolte af, udtaler Benny Susgaard og Morten Hilligsøe.
Udvidelsen af partnerkredsen sker sideløbende med, at Atra Arkitekter er flyttet til nye mere rummelige rammer i den gamle Teknisk Skole i Holstebro. Det er også anledning til, at Atra Arkitekter præsenterer en ny strategi, som tager udgangspunkt i virksomhedens øgede fokus på byggeteknisk kvalitet og værdiskabende rådgivning.
Atra består ud over Atra Arkitekter også af søsterselskaberne Atra Arkitekter Aalborg i det nordjyske og Atra Udvikling som også har til huse i Danmarksgade i Holstebro.