Befolkningstilvæksten har gennem de seneste år været let faldende i Nykøbing Sjælland, som ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik har 5.050 indbyggere. Det kan der dog blive lavet om på.
Ifølge SN.dk står investor Bjarke Christiansen gennem ejendomsudviklingsselsskabet Lind bag planen om et nyt boligområde, hvor der kan blive plads til 570-675 nye beboere.
Projektet kræver en ny lokalplan for et 100.000 kvm stort areal mellem stationen, Østerlyngvej, Kingosvej og Østervangshaven.
Plejeboliger for 25 milliarder. Konferencen afholdes den 9. april 2024.
Her skal der efter planen bygges 363 boliger i 1-2 plan og med et samlet omfang på 26.135 kvm samt 27 etageboliger i byggeri i 3 etager på i alt 2.000 kvm. Dertil kommer et 10.000 kvm stort friplejehjem, 5 parceller på 750 kvm og 6 fælleshuse på 185 kvm. I alt er der tale om 40.000 kvm byggeri.
Friplejehjemmet med 110 plejehjemspladser placeres i den sydlige del af området i en bygning i 4 etager, hvor stueetagen får udadvendte funktioner som eksempelvis tandlæge, kiosk og fodterapeuter. Tæt på plejehjemmet skal der desuden bygges seniorboliger som lejligheder i en bygning i 2-3 etager.
I den nordlige del af området skal der bygges rækkehuse på 65-85 kvm. Rækkehusene opføres i træ, og de samles omkring torvedannelser med et fælleshus for hver gruppe.
I den sydvestlige del af området skal en større gruppe træer bevares af hensyn til en koloni af flagermus, fremgår det af masterplanen.
Grøn byudvikling og omdannelse af bydele. Konferencen afholdes den 21. november 2023.
"Grønne kiler adskiller bebyggelserne hvor græs og vild natur får lov at være det dominerende træk", lyder det i masterplanen.
"Det er ønsket at den samlede bebyggelse skal fremstå grøn og imødekommende med klare referencer til de kvaliteter vi kender fra landsbymiljøet", lyder det videre.
I de grønne kiler er det tanken, at regnvand kan ledes videre til 2 søer midt i området. Området anvendes i dag som landbrugsareal, og det er med blød bund, så der må påregnes ekstra fundering, fremgår det af et notat fra Odsherred Kommune.
Bebyggelsen vil bestå af forskellige ejerformer, herunder almene lejeboliger, privatudlejning, andelsboliger og ejerboliger. Den nye boligområde skal efter planen udvikles i etaper over en periode på 3-5 år.