Nordic Wood Industries består af selskaberne Palsgaard Spær, Nviro, Lilleheden, Roust Element, Roust Spær, Bisco Binder og Skandach Holzindustrie. Koncernen har netop fremlagt årsregnskabet for 2022. Det er præget af de usikre takter i byggebranchen.
Nordic Wood Industries har løftet toplinjen med godt 10 procent sammenlignet med året før og afslutter året med en omsætning på 914 millioner kr. Resultatet efter skat udgør 59,9 millioner kr. og falder således sammenlignet med sidste års regnskab, men ifølge Thomas Raunsbæk, der er koncerndirektør i Nordic Wood Industries, er regnskabet tilfredsstillende på baggrund af den usikre markedssituation.
- Regnskabsåret har været præget af mange usikkerheder grundet krigen i Ukraine, energikrisen, stigende renter og inflation – faktorer, som alle har sat en dæmper på byggebranchen. Vi har dog formået at forberede og tilpasse os den svære situation, således vi på bedste vis kan drive vores selskaber i et marked med mindre aktivitet, forklarer koncerndirektøren.
- Derudover oplever vi, at efterspørgslen på træbaserede byggematerialer kun stiger i disse år, hvor markedet gennemgår en afgørende omstilling mod en ressourcesmart byggebranche. Her bliver vi blandt andet tilvalgt til mange lavemissionsbyggerier, fordi træ er en fornybar ressource og har evnen til at indlejre CO2. Dertil har vi styr på EPD’erne, arbejder målrettet med klimaregnskab og benytter certificerede træprodukter i vores produktion, siger han.
Ifølge Thomas Raunsbæk er koncernens forventninger til 2023 væsentligt lavere end de seneste års regnskaber, hvilket blandt andet skyldes, at byggebranchen generelt er ramt af nedgang som følge af den usikre verdenssituation, og det vil kunne mærkes på aktiviteten samt salgspriserne og dermed resultatet i 2023.
Hos Nordic Wood Industries er man dog ikke i tvivl om, hvordan koncernens momentum i markedet skal fastholdes, og Thomas Raunsbæk har allerede en klar strategi for de kommende år.
- Vi skal fortsætte med at udvikle vores kompetencer og sikre os, at vores portefølje af produkter følger med efterspørgslen i markedet såsom endnu mere præfabrikation i træ. Det skal selvfølgelig ske gennem intern udvikling, men i særdeleshed også gennem opkøb af træbaserede virksomheder, når vi finder de rigtige muligheder, der styrker et af vores nuværende selskaber eller komplimenterer vores portefølje. Derfor har vi en klar ambition om at samle flere og flere kompetencer i koncernen, så vi kan sikre en fortsat tryg udvikling og vækst af træbyggeriet, siger Thomas Raunsbæk.
Træbyggeri. Læs mere om konferencen her.
Sidste år bød da også på et nyt medlem til Nordic Wood Industries-familien, da Ugilt Spær blev en del af Palsgaard Spær. Derved blev aktiviteterne i Nordjylland udvidet med 30 medarbejdere samt nye produktionslokaler.
- Da vi opkøbte Ugilt Spær, var det oplagt at lade virksomheden indgå i Palsgaard Spær. Det giver en logistisk og produktionsmæssig effektivitet på tværs af selskaberne, som i sidste ende lader os levere hurtigere til kunderne uden at gå på kompromis med kvaliteten. Opkøbet og sammenlægningen med den resterende organisation er gået rigtig godt, og vi er glade for at have fået både endnu en god lokation og ikke mindst flere dygtige medarbejdere, fortæller Thomas Raunsbæk.
Foruden Ugilt Spær indgik Nordic Wood Industries ligeledes sidste år en optionsaftale med MT Højgaard Holding om overtagelse af modulproducenten Scandi Byg, som har base i Løgstør. Og ifølge Thomas Raunsbæk har koncernen fortsat i sinde at realisere et opkøb.
- Vi forventer fortsat at kunne byde Scandi Byg velkommen i løbet af 2023. Scandi Byg er bygget op omkring det samme DNA som Nordic Wood Industries og har et stort fokus på ressourcebesparelser gennem hele værdikæden. Samtidig har virksomheden i flere årtier arbejdet på en spændende og værdiskabende løsning inden for klimavenligt byggeri. Scandi Byg passer derfor rigtig godt ind i familien, og vi glæder os over, at virksomheden har igangsat flere positive tiltag, som styrker selskabet og kan få det tilbage på rette spor, afslutter han.