Brugen af træ har i de seneste år vundet endnu større indpas i dansk byggeri. Det skyldes blandt andet, at træ er en fornyelig ressource, der optager og lagrer CO2 fra atmosfæren, har et lavt energiforbrug ved fremstilling og en lang holdbarhed. Begejstringen for træ har ligeledes bredt sig til øvrige dele af Norden. Det oplever man hos Frøslev, hvor særligt efterspørgslen fra det nordatlantiske marked er stigende.
- Hos Frøslev oplever vi en stigende efterspørgsel fra blandt andet Island og Færøerne, der i de seneste år virkelig har taget træet til sig. De efterspørger særligt cedertræ, som er naturligt modstandsdygtigt over for råd og svampeangreb og er meget holdbart. Derudover bliver Sature, der er silikatimprægneret fyrretræ, og det termobehandlede ThermoWood også mere og mere efterspurgt af det nordatlantiske marked, da begge træprodukter er ekstremt modstandsdygtige over for Nordens til tider hårde og våde klima samt kan i funktionalitet hamle op med trykimprægneret træ, som historisk har været meget brugt i Norden, fortæller sælger og arkitektrådgiver hos Acoustic Design by Frøslev, Dorthe Pedersen.
En af dem, der i det daglige oplever den stigende efterspørgsel på træ, er Islands største forhandler af byggematerialer, Bauhaus Island. Her vurderer landechef Ásgeir Bachmann, at blandt andet de seneste års forskning og udvikling i træ har øget den nordatlantiske interesse for det naturlige byggemateriale.
Træ - nu til at bygge højhuse. Konferencen afholdes den 5. december 2023.
- Det islandske marked er generelt ungt i forhold til byggematerialer, og vi har nok et lidt konservativt marked herfor. Vi har en tendens til at tro, at den måde, som far eller bedstefar byggede på, er den eneste rigtige. Men vi mærker i stigende grad, at markedet er mere villigt til at innovere, når det gælder træbyggeri. Det skyldes formentlig forskning og ikke mindst, at vi får viden om de nyere træprodukter såsom ThermoWood, der både er mere miljøvenlig og samtidig kan klare det barske vejr, siger Ásgeir Bachmann.
Et af de store byggeprojekter på Island, hvor træ har fået en afgørende rolle, er opførelsen af Landsbankinn, der er Islands største bank med hovedsæde i Reykjavik. Projektet er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller, og her har Frøslevs akustiske afdeling, Acoustic Design, leveret 2.500 kvm perforerede træpaneler med egefiner på fronten.
- Et andet stort projekt, som vi sidste år leverede trælofter til, er den prisbelønnede cirkulære demens- og plejeboligbygning i 2 etager i Selfoss. Her har vi i 2 etager leveret 1.500 kvm Stripepaneler som loft med egefiner på fronten, en flot løsning til det cirkulære hus, siger Dorthe Pedersen.