Prisen på hotellet, der tegnes af den internationalt kendte danske arkitekt Kim Utzon, lander på et 3 cifret million beløb.
Når det nye 12-etagers hotel forventes at stå klar i 2016 bliver det et hotel præget af Tivolis ånd og designhistorie. Hotellet byder på 25 nye møde- og konferencerum samt 288 værelser, der lige som det eksisterende Tivoli Hotel lever op til forretningsgæster behov samtidig med, at det imødekommer familiesegmentets ønsker.
Den samlede hotelkapacitet for Tivoli Hotel kommer dermed op på 700 værelser og mødefaciliteter, der kan rumme 6000 gæster. Med det nye hotel realiseres den oprindelige plan for det samlede kongres- og hotelområde på Kalvebod Brygge, der ud over Tivoli Hotel & Congress Center også indbefatter 510 værelser på lavprishotellet Wakeup Copenhagen. Kongreskomplekset vil efter udvidelsen samlet tilbyde 1210 værelser.
- Arp-Hansens strategiske samarbejde med Tivoli er et perfekt match mellem to rutinerede aktører i den københavnske turistbranche. Sammen skaber vi nye rammer for turist- og konferencegæster i København, siger administrerende direktør for Arp-Hansen Hotel Group Dorte Krak.
-Vi skal nu i gang med at fin-tegne projektet. Sammen vil vi udvikle og indrette dele af hotellet, så også nye vækstmarkeder som Kina og Rusland finder os attraktive. Det tror vi på vil gavne København som kongresby og feriedestination, slutter hun.
- Det giver rigtig god mening at fortsætte samarbejdet med Arp-Hansen Hotel Group grundet deres evne til at skabe unikke hoteller på centrale placeringer i København. Vi har i en del år målrettet arbejdet med at udvide vores forretningsområder inden for turismeværdikæden. Og et Tivoli Hotel mere i familieklassen der samtidig tilgodeser forretningssegmentet ligger flot i forlængelse af vores strategi om at gøre Tivoli til en helårsforretning, siger Lars Liebst, administrerende direktør Tivoli.
- Det er vigtigt for vores internationale konkurrenceevne, at vi hele tiden fornyer os. Til trods for den globale krise, har vi oplevet en markant fremgang i antallet af hotelgæster i København i de senere år, og det kan delvis forklares ved, at vi i samme periode har fået mange nye hoteller og konferencefaciliteter som vi har markedsført og solgt internationalt. Tivolis og Arp-Hansens unikke partnerskab, og deres nye hotelprojekt, styrker turisme- og mødeproduktet i indre by, og investeringen ligger godt i tråd med Wonderful Copenhagens vækststrategi for de kommende år, udtaler Lars Bernhard Jørgensen, direktør for Wonderful Copenhagen, om byggeriet.
Det er ikke mange år siden, at det danske hotelmarked i kølvandet på finanskrisen i 2008, så en stor tilbagegang i optagede værelser. Men flere og flere nøglekort bliver efterhånden langet over bordet. Fra april 2012 til marts 2013 er der blevet foretaget 12,5 millioner overnatninger på hotellerne herhjemme. Det er en stigning på 471.000 overnatninger i forhold til samme periode fra 2011-2012. en stigning på 4 procent. Overnatningerne steg mest i hovedstadsregionen og Sjælland, hvor der har været en stigning på 335.000 overnatninger, hvilket svarer til en stigning på 5 procent. Resten af Danmark så en stigning på 136.000 eller 3 procent.
ARP-Hansen Hotel Group annoncerede tidligere i år, at de vil opfører endnu et Wakeup Copenhagen Hotel i borgergade, nær Kgs. Nytorv. I 2009 åbnede de et hotel magen til ved siden af Tivoli Hotel & Congres Center. Siden åbningen har lavprishotellet haft mere end 650.000 gæster, som har været tiltrukket af det kvalitets orienterede lavprishotel, der tilbyder værelser til 400 kr. uden bestilling og slår 100 kr. af prisen hvis du vælger at bestille et værelse elektronisk. Det nye Hotel skal stå færdigt i 2014, og vil som sin forgænger konkurrere med kvalitet som 3 og 4 stjernede hoteller og en pris som et 2 stjernet hotel.
NB! ByensEjendom afholder konferencen: Udvikling og investeringer i hospitaler i København. Konferencen afholdes d. 19. november 2013
NB! ByensEjendom afholder konferencen: Omdannelse af offentlige bygninger. Konferencen afholdes d. 21. november 2013