Henrik Mielke afløser Steffen Baungaard som bestyrelsesformand hos Danmarks største producent af præfabrikerede tag- og facadeelementer i træ. Udnævnelsen ændrer ikke på strategien hos Taasinge Elementer, der ser ind i et travlt 2024.

I slutningen af 2023 takkede Steffen Baungaard ja til en ny udfordring som koncernchef i MT Højgaard Holding. Det betød samtidig udtræden af en række bestyrelser i byggeriet, herunder Taasinge Elementer, hvor Steffen Baungaard var bestyrelsesformand.

Taasinge Elementer har nu afløseren klar i form af Henrik Mielke, der er et kendt og respekteret navn med omfattende ledererfaring fra bygge- og anlægsbranchen. CV’et tæller blandt andet mere end 2 årtier i Enemærke & Petersen, heraf godt 7 år som administrerende direktør, og senest knap 2 år som koncernchef i MT Højgaard Holding, hvor han i december 2023 blev afløst af netop Steffen Baungaard.

Henrik Mielke har omfattende erfaring med bestyrelsesarbejde og blev sidste år udnævnt som formand for DI Byggeri, der repræsenterer omkring 6.700 virksomheder i bygge- og anlægssektoren. Han er også med i styregruppen bag Byggeriets Handletank for Bæredygtighed, der arbejder for en fælles strategisk retning på tværs af værdikæderne i den grønne omstilling af byggeriet.

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter. Konferencen afholdes den 27. august 2024.

- Jeg kommer med mange års erfaring med ledelse i byggeriet, et stort netværk i branchen og et indgående kendskab til elementbyggeri. Som formand bliver min rolle at være sparringspartner for ledelsen og hjælpe med at udvikle forretningen, siger Henrik Mielke.

Den nu afgåede formand Steffen Baungaard har selv været med til at udpege sin efterfølger og vil fortsat have en plads i bestyrelsen hos Taasinge Elementers ejer, Nordic Waterproofing Group.

Taasinge Elementer er i disse år i gang med at fremtidssikre sin produktion af præfabrikerede elementer til byggeriet og satte i 2023 yderligere fart i omstillingen gennem en ny strategi. Med "design for manufacturing" som omdrejningspunkt har virksomheden rettet fokus mod øget specialisering og standardisering af interne processer.

- Det handler i bund og grund om, at vores processer skal være mere ensartede, så vi i videst mulige omfang sikrer et minimalt CO2-aftryk og en effektiv produktion og montage i vores projekter, forklarer Executive Officer Birgitte Clausen.

Visionen er en fleksibel og skalérbar produktion med en højere grad af automation, hvor mennesker og robotter arbejder sammen om at producere fremtidens byggeelementer i træ.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne