Danskernes appetit på at låne til boligkøb er i årets sidste kvartal steget. I 4 kvartal 2023 indhentede danskerne 10.294 lånetilbud til boligkøb, det er 42 procent højere end samme periode i 2022. Dermed blev 4. kvartal 2023 det kvartal i 2023, hvor der blev afgivet flest lånetilbud til boligkøb.
- Vi har i årets sidste måneder set en større interesse for at handle på boligmarkedet i især København, Aarhus og enkelte kommuner nord for København. Det kan skyldes det nye boligskattesystem, der trådte i kraft ved årsskiftet. For med det nye boligskattesystem følger der en skatterabat med, hvis boligskatten stiger, og hvis boligen blev overtaget, inden de nye regler trådte i kraft, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Boligudvikling i København frem til 2030. Konferencen afholdes den 4. juni 2024.
Efterspørgslen efter lån til boligkøb startede på et lavt niveau i januar 2023, hvor der blev afgivet det næstlaveste antal lånetilbud til boligkøb i statikkens historie. Efterfølgende har der været en stigende tendens gennem 2023. Den stigende tendens i 2023 står i kontrast til 2022, hvor tendensen var, at interessen for lån til boligkøb faldt som året skred frem.
- Ruslands invasion i Ukraine medførte stigende inflation og højere priser på dagligvarer og energi. For at kontrollere inflationen har centralbankerne løbende hævet renterne, og siden midten af 2022 har renten på et 30-årigt fastforrentet realkreditlån det meste af tiden bevæget sig mellem 4 og 5 procent Det højere renteniveau og de stigende priser på dagligvarer og energi har gjort et indhug i danskernes rådighedsbeløb, derfor er det ikke overraskende, at efterspørgslen efter lånetilbud til køb af bolig har været på et lavt niveau siden miden af 2022. Stigningen i interessen for lån til boligkøb, vi har set i slutningen af 2023, sker fra et lavt niveau, og det er interessant, om interessen falder igen, nu hvor det nye boligskattesystem er trådt i kraft, siger Peter Jayaswal.