RUM styrker partnerkredsen med arkitekt og PQ- og tilbudsansvarlig Lærke Munk Elsgart, der med sine næsten 13 år i RUM, har et indgående kendskab til kunder, markeder og virksomhedens værdi- og kulturgrundlag.
- I Lærke Munk Elsgart får vi en partner, der både har et bredt og dybdegående kendskab til markedet og som kender RUMs værdier og kultur til fingerspidserne. Det er der brug for i en tid, der kalder på forandringer. Derudover glæder vi os over, at vi har fået endnu en yngre partner ind i kredsen, siger administrerende direktør og partner Karin Elbek.
Lærke Munk Elsgart, der startede som skitserende arkitekt og efter få år fik ansvar for først kommunikation og senere det offentlige udbudsmarked, er med årene kommet meget tæt på RUMs ledelse.
Konference: Horsens: De store investeringer
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at netop hun sidste år fik styrepinden til at udvikle en tosporet bæredygtighedsindsats, som ad det ene spor skal reducere RUMs interne klimaaftryk, og ad det andet spor skal hæve barren for holdbar, funktionel og smuk arkitektur, der tilfører social værdi og samtidig sætter minimalt aftryk på natur og klima.
- Indfrielsen af ambitiøse forretnings- og vækstmål i fremtiden afhænger ikke kun af ledelsens, men af hele organisationens vilje til at sætte handling bag ordene, når det kommer til den grønne omstilling. Derfor har vi sat gang i en proces, hvor vi løbende analyserer og forbedrer vores interne klimaaftryk. Her bidrager alle, og processen skal danne bagtæppe for vores ESG-rapportering, fortæller Lærke Munk Elsgart.
Foruden Lærke Munk Elsgart består partnerkredsen af Karin Elbek, Anders Johansen og Claus Jensen. RUM har aktuelt 64 ansatte fordelt på kontorer i Horsens og København.