I begyndelsen af januar 2024 gik Ringkøbing-Skjern Kommune i gang med at byggemodne boligområdet på Fuglvigbjerg, der bliver stamvej gennem Vorgod-Bardes nye parcelhusområde.
Derudover byggemodnes den første boligvej mod syd (Sanglærkevej), hvor der bliver 9 boliggrunde til parcelhuse og 2 arealer på hver 4.300 kvm til rækkehuse eller etagehuse samt den alleryderste boligvej mod øst (Tårnfalkevej). Her byggemodnes der 13 grunde til parcelhuse med udsigt ud over Vorgod å.
Byggegrundene langs de øvrige veje vil blive etableret, når de enkelte boligområder bliver solgt. De nye grunde i Vorgod-Barde regnes for særligt attraktive for tilflyttere på grund af byens centrale placering tæt på naturen og tæt på de mange store arbejdspladser i Videbæk-området og i Herning.
- Vi forventer, at byggemodningen er færdig i begyndelsen af juli, hvorefter boliggrundene kan sælges og bebygges, fortæller Mona Trærup Lassen. Hun er en del af Jordforsyningsteamet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Teamet arbejder blandt andet med at sikre ledige byggegrunde de steder i kommunen, hvor der er interesse for at etablere sig med ny bolig eller nyt erhverv.
Esbjerg: Byudvikling for 20 milliarder kr. Konferencen afholdes den 7. maj 2024.
Prisen på de enkelte byggegrunde vil komme til at afhænge af blandt andet udgifterne til byggemodningen. Når den er klar, kommer byggegrundene i udbud med en fast mindstepris per kvm.
- Som altid, når kommunen sælger bolig- eller erhvervsgrunde, bliver grundene annonceret til salg på kommunens hjemmeside og i lokalaviserne. Herefter kan man så indsende tilbud om køb af en grund frem til budperiodens udløb, forklarer Conni Bülow, der er jurist i Ringkøbing-Skjern Kommune og står for salget af kommunale byggegrunde.
Conni Bülow gør opmærksom på, at grundene ikke kan reserveres før og under udbudsperioden.
Det nye område bliver forbundet med de eksisterende boligområder via stier, ligesom der vil blive etableret såkaldte LAR-løsninger, så alt overfladevand fra veje og stier bliver ledt ud til regnvandsbassiner og grøfter.