Nordstern opfører et nyt by- og boligområde i Viby Syd for Koncenton. Området er udviklet af Nordstern og Pro Developments og tæller udover boliger også en ny Netto dagligvarebutik og OK benzintank med vaskehal.
Den 8. november 2023 kunne kransen hejses for anden og 3. etape af projektet, der består af i alt 10.000 kvm boliger og Netto-butik. Punkthuset med 20 boliger og dagligvarebutikken fordelt på 6 etager kunne man allerede afholde rejsegilde for i juni, og nu var turen kommet til rækkehusene og etageboligerne.
- Vi glæder os over, at projektet i det sydlige Aarhus er begyndt at tage form. Det er virkelig et attraktivt projekt, der er med til at udvikle området og bliver til stor glæde og gavn for de kommende lejere. Den bynære placering er ideel for mange, og med et rigt handelsliv i nærområdet vil det kunne opfylde de flestes behov, udtaler Anders Bangsgaard, ejendomsdirektør i Koncenton.
Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes den 22. maj 2024.
Der bygges 38 rækkehuse i 2 etager og etageboliger med i alt 84 boliger. Hele projektet certificeres til DGNB Guld.
- Projektet er udviklet i tæt samarbejde med de 2 boligforeninger Aarhus Omegn og Alboa. Det giver sig også udtryk i den varierede boligarkitektur, som skaber et åbent byområde, der er indbydende for både beboere og naboer. Det giver desuden mulighed for at etablere et varieret gård- og udemiljø med fokus på grønne arealer til gavn for hele området, siger Claus Møller, Direktør Nybyg Vest i Nordstern.
Udlejningsselskabet Go’Bolig har netop åbnet for udlejningen af både lejligheder og rækkehuse, der efter planen skal overtages i oktober 2024.
- Vi ved fra andre projekter, at det er et område, hvor mange mennesker gerne vil bo. Projektet henvender sig med et meget bredt udvalg af boligstørrelser og boligtyper til mange forskellige lejere, og derfor er det vores forventning, at der vil være stor interesse, siger Henrik Jakobsen, marketing- og kommunikationschef i Go’Bolig.
Projektet er startet op i begyndelsen af 2023, og den sidste del forventes afleveret i sommeren 2024.