Entreprenøren LM Byg er færdig med råhusarbejderne til Rigshospitalets nye børnehospital, Mary Elizabeths Hospital. De 60.000 kvm fordeler sig over 8 fingerformede fløje i 8 etager.
LM Byg varetager sammen med M.J. Eriksson entreprisen "lukket råhus" på hospitalsbyggeriet. De har siden 2021 haft fuld fremdrift på byggeriet, som er vokset stødt med en etage hver 6. uge. I juni kunne LM Byg og Rigshospitalet fejre rejsegilde på det store børnehospital, og her godt 5 måneder efter står det store betonskelet færdigt.
- Det er et kompliceret byggeri, der har nogle meget specifikke funktioner, hvor råhuset er helt afgørende for det færdige byggeri og den fremtidige hverdag for personale og patienter, siger sektionsdirektør hos LM Byg, Christian Lyck Qvist.
I Region Hovedstaden er det Center for Ejendomme, der varetager regionens ejendomsportefølje på cirka 2 millioner kvm med alt fra fredede ejendomme til nybyggeri. Center for Ejendomme er også bygherre på projektet.
Risikostyring og forsikring af byggeri. Kurset afholdes den 26. marts 2024.
- Vi har nu igangsat 2 nye entrepriser på henholdsvis aptering og installationer, hvor vi håber på, at kunne mødes om opgaverne på en tilsvarende måde, siger Michael Hyllegaard, senior projektchef i Center for Ejendomme.
I samarbejde med underentreprenørerne, UPB, AS, er LM Byg 73 procent i mål med at montere de specialfremstillede facadeelementer på den 26.000 kvm store facade.
Facaden består af 2.600 facadeelementer i flere forskellige størrelser. Facadebeklædningen er et miks af glaspartier og aluminiumselementer i 4 forskellige størrelser. Det største element fylder næsten 20 kvm, måler mere end 5 meter i højden og mere end 3 meter i bredden. Alle elementer er underlagt strenge tekniske, termiske, hygiejne- og materialemæssige krav.
Med et færdigt råhus og en facade, der nærmer sig mål er LM Byg nu i fuld gang med tagarbejdet på første halvdel af huset, og de forventer at aflevere "lukket råhus" entreprisen i starten af foråret 2024.