PLH Arkitekter vandt sammen med ALL og Cowi i 2018 arkitektkonkurrencen om fremtidens rådhus i Høje-Taastrup. Bygningen i 9 etager er tegnet til 500 arbejdspladser.

I Høje-Taastrup står det nye rådhus nu klart til at binde byen sammen og sætte standarden for områdets videre udvikling. Huset er tegnet af PLH Arkitekter i samarbejde med ALL og Cowi ud fra en vision om at udvikle et moderne og fleksibelt arbejdsmiljø for de ansatte og samtidig give tilbage til byen ved at skabe merværdi for borgerne.

- Det er med en stor portion stolthed, at vi nu kan se, hvordan visioner bliver til virkelighed, når Høje-Taastrups nye rådhus slår dørene op. Der er tale om et utroligt innovativt projekt med ambitioner på hele byens vegne. I et tæt samarbejde med alle parter har vi skabt en smuk signaturbygning, der er skræddersyet at styrke mødet mellem borger og kommune, de demokratiske processer og bylivet, siger Søren Mølbak, direktør og partner i PLH Arkitekter.

Med sin placering i den nye bypark, der skaber et grønt strøg mellem shoppingcentret City2 og det nye byudviklingsområde Høje-Taastrup C, står bygningen med sin højde på 43 meter som et markant, visuelt bindeled mellem nyt og gammelt.

I designet er der særligt arbejdet med at skabe et hus, der på én og samme tid er en moderne arbejdsplads for de ansatte og et naturligt, inviterende samlingspunkt for byens borgere. Når man går ind i det store, 37 meter høje atrium, træder man derfor samtidig ind på byens nye torv med grønne planter og små, hyggelige kroge. Her finder man borgerrettede funktioner så som reception, jobcenter, borgerservice og byrådssalen, der har direkte adgang til byparken, så arrangementer som vielser kan trækkes ud i det fri.

Parkeringsløsninger. Konferencen afholdes den 25. maj 2023.

I atriet finder man også husets centrale trappe.

- Vi har gjort trappen til et skulpturelt, funktionelt element i rummet. Den er udformet som en bred siddetrappe fra stuen til mødecenteret på første sal og leder herfra naturligt videre op i huset. Samtidig har vi arbejdet med formgivning og integreret flere funktioner, så den for eksempel kan bruges som tribune ved forestillinger og sammenkomster eller tilbyde et hvil i hverdagen, siger Kim Ringvei, projekteringsleder, PLH Arkitekter.

Via trappen kommer man til rådhusets førstesal, hvor man blandt andet finder multimødesalen, der kan bruges til møder og offentlige arrangementer. Fra førstesalen er der samtidig adgang til mindre terrasser omkring bygningen med udsigt over parken.

De næste etager indeholder arbejdsområder organiseret omkring det åbne atrium med frit udsyn til de forskellige etager, så sammenhængskraft og vidensdeling bliver understøttet. På hver etage er arbejdspladserne placeret ved de store vinduespartier, hvilket giver rigelig med dagslys, ligesom der er er integreret de nyeste løsninger til at sikre et optimalt indeklima med god luftkvalitet og akustik. For at fremtidssikre kontorområderne er designet fleksibelt, så det let kan tilpasses og omstilles til nye behov og arbejdsformer.

Høje-Taastrups nye rådhus er prækvalificeret til at få bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld af Rådet for Bæredygtigt Byggeri og forventes at få den endelig certificering, når der er data for husets brug.

Høje-Taastrup Rådhus er det første af i alt 3 ny rådhuse designet af PLH Arkitekter, som slår dørene op i 2023. Senere i år forventes Vordingborg Rådhus og det nye Hjortespring Rådhus i Herlev også at åbne.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne