Metroselskabet har valgt rådgivere til areal- og rettighedsområdet for en potentiel kommende metrolinje M5.

Cowi skal med LE34 som underrådgiver hjælpe Metroselskabet med rådgivningsopgaven på areal- og rettighedsområdet i forbindelse med forberedelserne af en mulig ny metrolinje, M5.

Rådgivningsopgaven på areal og rettighedsområdet omfatter blandt andet planlægning og udførelse af ekspropriationer i forbindelse med en mulig etablering af M5, ligesom opgaven indeholder en væsentlig del dialog med lodsejere, naboer og udviklere om forskellige forhold i relation til projektet.

- Det er afgørende, at vi har rådgivere på areal- og rettighedsområdet, der kan hjælpe med at sikre projektets arealbehov og samtidig være i god proces og dialog med de naboer, som muligvis berøres. Cowi har vist god forståelse for kompleksiteten i opgaven, herunder hvordan man kan tænke bæredygtighed ind i projektet. Vi ser frem til at samarbejde med dem om M5, siger Mathias Mark Bornæs, enhedschef i Metroselskabet.

Valget faldt på COWI efter et EU-udbud med forhandling. I alt var der 2 bydende.

Med den nye kontrakt er endnu en rådgiver om bord på M5-projektet. Tidligere i år blev et konsortium bestående af Cowi og Arup valgt som rådgiver på miljøkonsekvensvurdering, ledningsomlægninger og anlægsprojektering.

Sølvkysten på Amager: Nye store projekter. Konferencen afholdes den 6. marts 2024.

Den mulige nye metrolinje M5 vil skulle sikre metro til både eksisterende byområder samt til nye bydele. Den skal desuden være med til at løse kapacitetsudfordringen i den nuværende metro på tværs af havnen samt bidrage til en bæredygtig byudvikling i de nye byområder på Kløverparken, Refshaleøen og Lynetteholm.

Linjen forventes at bestå af 10 stationer fra København H via Islands Brygge, Amagerbrogade og Refshaleøen til Lynetteholm og Østerport. Derudover skal der udarbejdes en perspektivundersøgelse af muligheden for at lukke ringen mellem København H og Østerport med flere stationer.

Rådgivning inden for areal og rettigheder omfatter blandt andet hovedopgaver som varetagelse af lodsejer- og naboforhold på vegne af Metroselskabet, etablering af grundlag for og gennemførelse af besigtigelse og ekspropriation, risikovurdering af ekspropriationer, bidrag til tekniske aftaler for anlæg og drift og færdigmelding af matrikulær berigtigelse af et eventuelt anlæg.

Metroselskabet har en ambition om at reducere klimabelastningen fra nye metrolinjer, inklusive M5, med 50 procent sammenlignet med tidligere linjer. Samtidig skal der være fokus på kundeoplevelsen, Metroens bidrag til byen, herunder social bæredygtighed, samt arbejdet med sikkerhed og arbejdsmiljø både i anlæg og drift.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.