Den gamle behandlerbygning på Esrumvej 151 på det tidligere Helsingør Hospital skal på tvangsauktion. Det skriver Helsingør Dagblad.
Ifølge Itvang.dk er bygningen er opført i 1976 og omfatter et samlet erhvervsareal på knap 18.800 kvm. Dertil kommerknap 8.600 kvm kælder. Den rummer 550 værelser til erhverv, samt 238 toiletter og 135 badeværelser.
Den gældende lokalplan for ejendommen giver mulighed for at omdanne den til boliger samt til offentlige formål såsom plejehjem eller daginstitution.
Desuden kan der ifølge lokalplanen indpasses liberalt erhverv som kontorer samt privat og offentlig servicevirksomhed som hotel, klinik eller fitness samt restaurant, café eller bar og detailhandel, fremgår det af itvang.dk.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 5. marts 2024.
Format Arkitekter & Konstruktører og Juul Frost Arkitekter har udarbejdet dispositionsforslag, som illustrerer et projekt for ejendommen. Projektet vil dog kræve ændringer eller dispensationer fra den gældende lokalplan, hvis projektet skal realiseres.
Ifølge tinglysningen ejes ejendommen af selskabet Tretårnet 2 ApS ved Thomas Carlsen med base i Silkeborg.
Ejendommen er offentligt vurderet til 131 millioner kr., hvoraf værdien af den 17.300 kvm store grund udgør knap 48 millioner kr.
Tvangsauktionen afholdes den 19. februar klokken 13 ved Fogedretten i Helsingør, mens der er besigtigelse fredag den 26. januar 2024 klokken 11.