2023 blev et bedre år på boligmarkedet end først forventet. Det fastslår nye december-tal fra Boligsidens Markedsindeks, som sætter punktum for boligprisernes udvikling i året, der gik.
Ser vi i første omgang på prisudviklingen for villaer og rækkehuse i Danmark, endte den gennemsnitlige salgspris på 16.804 kr. per kvm i december 2023.
Det betyder, at huspriserne er steget med 3,5 procent fra december 2022 til december 2023. Det svarer til, at et gennemsnitligt hus på 150 kvm er steget med lidt over 85.000 kr. i værdi i løbet af det seneste år.
- Når vi sammenligner salgspriserne for december 2023 med niveauet for samme måned året inden, er det vigtigt at huske på den kraftige prisnedgang på boligmarkedet, der især gjorde sig gældende i andet halvår af 2022 på grund af den daværende tilstand i samfundsøkonomien, som blandt andet var præget af høj inflation, energikrise og store rentestigninger. Derfor oplevede vi ved udgangen af 2022 også det største, årlige prisfald i over 10 år, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør på Boligsiden.
- De seneste tal viser dog, at de prisfald næsten er indhentet, så niveauet for boligpriserne i december 2023 nu ligger på omkring det samme som i starten af efteråret 2022. Det er en udvikling, som især er hjulpet på vej af, at der løbende er kommet mere ro og stabilitet på den samfundsøkonomiske udvikling, uddyber hun.
- Samtidig er aktiviteten på boligmarkedet steget mærkbart de steder i landet, hvor boligskatterne stiger som følge af de boligskatteændringer, der netop er trådt i kraft i januar 2024. Her er boligpriserne blandt andet steget, fordi der har været stor interesse for at nå at købe og overtage en bolig inden årsskiftet for dermed at opnå den eftertragtede boligskatterabat, hvilket især har været kendetegnet i nogle af de dyre områder i landet, såsom i hovedstadsområdet og nord for København, siger Birgit Daetz.
Af de 11 landsdele er det i landsdelen Nordsjælland, at huspriserne er steget mest det seneste år med 5,5 procent. Dernæst følger landsdelene København By samt Sydjylland, hvor huspriserne i begge tilfælde har en årlig stigning på 4,9 procent.
Det er landsgennemsnittet for lejlighedspriserne, der har taget det største spring i løbet af det seneste år sammenlignet med de øvrige store boligtyper.
Således endte 2023 med en gennemsnitlig salgspris for ejerlejligheder på 34.537 kr. per kvm i december, hvilket er 6,9 procent mere end i december 2022.
For Københavns Kommune, som har det største marked for ejerlejligheder i landet, lyder den årlige stigning i lejlighedspriserne på 11,2 procent.
Det svarer til, at en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvm i Københavns Kommune er steget med lidt over 415.000 kr. det seneste år.
Boligudvikling i København frem til 2030. Konferencen afholdes den 4. juni 2024.
- Særligt for det københavnske ejerlejlighedsmarked har interessen for at opnå skatterabatten bidraget til prisstigninger de seneste måneder, siger Birgit Daetz.
- Samtidig skal den årlige udvikling særligt ses i lyset af udviklingen i samfundsøkonomien. Spoler vi tiden tilbage til andet halvår 2022, hvor boligpriserne generelt set faldt, så gik det især ud over ejerlejlighederne i hovedstadsområdet, hvor priserne raslede ned, fordi de kort tid forinden var steget massivt under corona. Det blev især indhentet i takt med, at de økonomiske forhold løbende forbedrede sig i 2023, siger hun.
For sommerhusene endte den gennemsnitlige salgspris på 22.638 kr. per kvm i december 2023. Dermed er sommerhuspriserne steget med 2,7 procent det seneste år.
Splitter vi år 2023 op og ser på prisudviklingen på kvartalsniveau, steg boligpriserne mest fra første kvartal til andet kvartal, hvilket er kendetegnet for både husene, ejerlejlighederne og sommerhusene.
- 2023 startede med forringede vilkår for boligkøberne. På grund af udviklingen i samfundsøkonomien i andet halvår af 2022 havde de generelt set færre penge at købe bolig for, og samtidig herskede der uro og stor usikkerhed i forhold til den økonomiske fremtid, som gjorde, at mange heller ikke turde at købe bolig, lyder det fra Birgit Daetz.
- Prisstigningen, som vi kan se fra første kvartal til andet kvartal sidste år, er i høj grad udtryk for, at den uro løbende stilnede af, som vi kom lidt længere ind i 2023, så boligkøberne igen fik mod på at købe bolig. Samtidig ligger andet kvartal i foråret, som traditionelt set er højsæson for boligkøb og -salg, hvilket formentlig også har spillet en rolle, forklarer hun.