Som PLH Arkitekters chef for Baltikum skal Lina Bareikytė-Dumčiuvienė styrke tegnestuens allerede stærke baltiske tilstedeværelse i regionen.
- Jeg ser frem til at styrke vores tilstedeværelse i Baltikum og bygge videre på de mange gode relationer, vi er lykkedes med at opbygge blandt kunder og samarbejdspartnere. PLH Arkitekter har en lang, stolt historie i regionen som en af de første udenlandske tegnestuer, der kom ind på markedet med markante byggerier som Green Hall i Vilnius. I dag er vores liste over færdige projekter lang, mens flere er ved at blive opført – og jeg kan ikke vente med at udvikle nye idéer sammen med vores baltiske partnere og hjælpe dem med at bringe deres visioner til live, siger Lina Bareikytė-Dumčiuvienė.
Konference: Træbyggeri
PLH Arkitekter er veletableret i både Letland og Litauen og har også meget at tilbyde estiske kunder, fortæller Lina Bareikytė-Dumčiuvienė og peger på muligheden for at oprette et satellitkontor i regionen. En vigtig del af væksten her vil være at skabe opmærksomhed om tegnestuens unikke tilgang til arkitektur.
- I Danmark såvel som internationalt er PLH kendt for vores måde at designe bygninger, der tager udgangspunkt i mennesket, og hvor individets sundhed, trivsel og glæde er i centrum. Det er en meget skandinavisk tilgang til arkitektur, som jeg oplever stor efterspørgsel på overalt på det baltiske marked.
Lina Bareikytė-Dumčiuvienė, som er født i Litauen og nu bosat i Danmark, ser et klart potentiale i at udforske de mange ligheder mellem baltisk og skandinavisk mentalitet, æstetik og livsstil.