Youssef El Maanaki og hans partner Mikael Houlind købte i november 2022 ejendommen Nørregade 54 i Holstebro af direktør hos glas- og aluminiumsfirmaet Outer, Claus Lorentzen, for 12 millioner kr.
I samme måned kunne Dagbladet Holstebro-Struer afsløre, at de nye ejere af ejendommen ville omdanne den til et hotel med 60 værelser.
– Jeg er sikker på, at der er behov for ekstra hotelværelser i Holstebro. Placeringen lige ved Nørreport er også ideel, da området generelt bliver renoveret i disse år, sagde Youssef El Maanaki dengang til avisen.
Nu er en lokalplan for det nye hotel klar til at blive sendt i offentlig høring. Den eksisterende bygning på ejendommen er ved at blive renoveret gennemgribende, men der skal udarbejdes en lokalplan, fordi der også skal bygges en tilbygning på 1.900 kvm i op til 4 etager i baggården.
Esbjerg: Byudvikling for 20 milliarder kr. Konferencen afholdes den 7. maj 2024.
Ud mod Nørregade fastsætter lokalplanen, at facaden primært skal bestå af en brunlig aluminiumsbeklædning. Dele af bygningen kan fremstå i afsyret beton. I stueplan kan der desuden opføres en udvidelse mod Nørregade, så bygningens stueetage kommer til at flugte med den tilstødende bygning på Nørregade 56.
Den kommende bebyggelse i baggården skal primært opføres med facader af afsyrede betonelementer og brunlig aluminiumsbeklædning, fremgår det af lokalplanen.
Youssef El Maanaki ejer blandt andet også Hotel City Holstebro, ligesom han i sommeren 2022 købte en ejendom på Bredgade 3 i hjembyen Struer for 3,8 millioner kr. med henblik på at omdanne den til hotel.