I Svenstrup ved Aalborg har AP Ejendomme og totalentreprenøren Raundahl & Moesby netop sat gang i opførelsen af den internationale Aalborg-virksomheds, Precision Technic Defence, nye hovedkontor. AP Ejendomme bliver ejer af ejendommen og har indgået en lang lejeaftale med Precision Technic Defence, der sælger forsvars- og militærudstyr til en række lande, som Danmark samarbejder med. Byggetilladelsen er på plads, og byggeriet forventes at være afsluttet om 14 måneder.
Precision Technic Defences nye hovedkontor bliver opført få hundrede meter fra virksomhedens nuværende placering i Nordjylland, og det bliver på i alt 4.400 kvm.
De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. Kurset afholdes den 5. marts 2024.
- Vi er meget glade for vores samarbejde og aftale med Precision Technic Defence. Det er lykkes virksomheden at finde en velbeliggende grund tæt på deres nuværende placering, hvilket fra begyndelsen har været ønsket. Det er et spændende projekt, som vi ser frem til at arbejde videre med sammen med Precision Technic Defence og Raundahl & Moesby, siger administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
- Med spadestikket som startsignal til byggeriet vil vi skabe nogle moderne rammer for Precision Technic Defence, som vi er sikre på, vil komme både medarbejderne og virksomheden til gode. Ligesom de øvrige erhvervsejendomme vi opfører, så vil ejendommen som minimum blive certificeret i henhold til DGNB-guld, fortæller Peter Olsson.
Det nye hovedkontor vil rumme cirka 70 procent kontor- og konferencefaciliteter og 30 procent lager og elektronikværksted. Derudover får virksomheden udvendige opbevaringsfaciliteter til forskellige militærkøretøjer. Ejendommen bliver sikkerhedsgodkendt i overensstemmelse med højeste standarder.
Udvikling af fredede og bevaringsværdige bygninger. Konferencen afholdes den 29. november 2023.
Totalentreprenøren Raundahl & Moesby står for opførelsen af ejendommen i Nordjylland, og totalentreprenøren ser frem til at kunne gå i gang med byggeriet.
- Adgangsbilletten til denne opgave var at tilrette projektet inden for en given projektøkonomi. Dog uden at gå på kompromis med kvalitet, og uden at lejeren ville opleve forringelser af projektet. I tæt samarbejde mellem lejeren og vores Teknik og Design-afdeling lykkedes det os at ramme en endelig og særdeles god løsning. Vi er derfor stolte over muligheden for at være med på dette spændende byggeprojekt i Nordjylland, og vi glæder os til at gennemføre byggeriet for AP Ejendomme og Precision Technic Defence, siger administrerende direktør i Raundahl & Moesby, Carsten Raundahl.