Industriens Pension investerer et større 3-cifret millionbeløb i et nyt platin-certificeret domicil til advokatfirmaet Lundgrens i Nordhavn i København. Nordstern er projektudvikler og totalentreprenør på projektet, oplyser pensionskassen.
Industriens Pension har købt byggegrunden cirka 200 meter fra metrostationen på Orientkaj af By & Havn, og byggeriet sættes i løbet af kort tid igang. Det kommende domicil er tegnet af arkitektfirmaet Henning Larsen, og projektet forventes certificeret med DGNB Platin, der er den højeste certificering i DGNB-systemet.
- Det nye domicil får en god og synlig beliggenhed med udsigt til kanalerne i Nordhavn, der er et nyt og attraktivt knudepunkt for kontorer i København. Projektet vil uden tvivl bidrage positivt til den fortsatte udvikling af området, siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.
Lundgrens bliver domicillejer på en 10-årig lejekontrakt af hele ejendommen.
- Det gennemgående formål har været at opføre et domicil, som vi kan kalde vores eget, og som udtrykker Lundgrens, både indvendigt og udvendigt. Samtidig har vi ønsket at få moderne faciliter i et miljø, der møder fremtidens krav til workspace både for kunder og medarbejdere, siger direktør og partner i Lundgrens, Martin Kirkegaard.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 11. januar 2024.
Kontorejendommen opføres i 6 etager og får et samlet areal på mere end 14.000 kvm, heraf knap 2.500 kvm kælder. Den opføres som et multibrugerhus efter principper om fleksibilitet, hvilket på lang sigt giver mulighed for at opdele bygningen i flere lejemål.
Lundgrens har planer om at fremleje ejendommens stueetage til en restauratør, som skal drive kantine samt udadvendt restaurant og café. Ejendommen bliver opført i en hesteskoform, og etagerne omslutter et centralt placeret grønt gårdrum.
Fuldt udviklet skal Nordhavn rumme plads til 40.000 indbyggere og 40.000 arbejdspladser. Der er sket meget, siden staten og Københavns Kommune i december 2005 indgik en såkaldt principaftale om byudvikling i området. Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, ser frem til, at et projekt vil blive realiseret.
- I Nordhavn bevæger vi os med syvmileskridt fremad til glæde for erhvervsliv, beboere og området som helhed. Vi er glade for at det kommende byggeri er ambitiøst og baseret på DGNB-platincertificerede visioner og for, at kontorhuset med sin åbne stuetage fortsætter Nordhavns lange tradition for at inddrage beboerne i de mange smukke byggerier, der i disse år bygges ved kanalerne i Nordhavn, siger hun.
Det forventes, at projektet står færdigt i slutningen af 2026, hvor advokatfirmaet Lundgrens kan overtage lejemålet. Den samlede projektværdi er ikke offentlig.