Et stadion med plads til 30.000 tilskuere og en multihal med plads til 12.000. Det er visionen, der netop er blevet præsenteret i Aalborg.

Sammen har 8 aktører i næsten et år arbejdet med en storstilet vision for, at Aalborg i fremtiden kan levere idræt og kultur i verdensklasse. Visionen indeholder et nyt fodboldstadion, en ny håndbold- og koncertarena – og en modernisering af Aalborg Kongres & Kultur Center.

De 8 organisationer og virksomheder er Erhverv Norddanmark, AaB, DBU, Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, SIFA, Spar Nord Arena – Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Kongres & Kultur Center, der nu er klar med en sammenhængende vision for fremtidens sports- og kulturliv i Aalborg.

- Udgangspunktet for visionen er, at Aalborg som regional hovedstad skal kunne løfte værtskabet for internationale sportsbegivenheder inden for alle store sportsgrene, ligesom Aalborg skal kunne afvikle koncerter og messer i stor skala, siger formand Rasmus Haugaard, Erhverv Norddanmark, der er én af initiativtagerne til visionen. Han uddyber:

- Det er ikke muligt i tilstrækkelig grad at udbygge de eksisterende faciliteter ved Aalborg Stadion, Gigantium eller Aalborg Kongres & Kultur Center. Derfor lægger visionen op til, at Spar Nord Arena – Aalborg Væddeløbsbane flyttes uden for bycentrum, så arealerne på og ved travbanen kan anvendes til etablering af et nyt fodboldstadion med en kapacitet på op mod 30.000 tilskuere. Foruden at være hjemmebane for AaB vil det nye stadion kunne trække landskampe på alle niveauer til Aalborg – og byen vil kunne afvikle storskalakoncerter, siger han.

Nye hjemmebaner
I visionen er der et ønske om en overdækket arena med kapacitet til minimum 12.000 tilskuere som fremtidig hjemmebane for Aalborg Håndbold og som multiarena til indendørs koncerter.

- Vi har de seneste år manifesteret os blandt Europas absolutte top inden for håndbold, og for os vil det være en drøm, der bliver til virkelighed, når vi vil kunne afvikle vores hjemmekampe i en arena med topmoderne faciliteter, der som minimum svarer til det, vi møder hos vores modstandere, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.

Aalborgs massive udviklingsprojekter. Konferencen afholdes den 26. september 2024.

Også i bestyrelsen for AaB ser man med stor interesse på projektet.

- På vegne af AaB, Aalborg og hele idræts- og kulturlivet i Nordjylland mener vi, at der er tale om en spændende og fremsynet vision, som vi kun kan bakke op om. For AaB’s vedkommende er vores ambitioner for fremtiden store og intakte. I den sammenhæng er planerne om i en samlet løsning at opføre et nyt og tidssvarende stadion vigtig for vores udvikling som klub, som by og som region, udtaler formanden for bestyrelsen i fodboldklubben, Niels David Nielsen.

Arena af international klasse
I visionen indgår en modernisering og opgradering af Aalborg Kongres & Kultur Centers eksisterende bygningsmasse ved Kildeparken samt etablering af yderligere messe- og koncertfaciliteter på enten travbanen eller den frigjorte stadiongrund.

- En storby som Aalborg fortjener et sted at kunne præsentere de helt store, internationale koncertnavne og sportsbegivenheder. Erhvervslivet i Nordjylland fortjener også de rigtige rammer til at afvikle store erhvervsmesser. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er vi nødt til at have den rette messe- og kulturarena, som matcher international klasse. Det har vi ikke lige nu, men det vil vi få gennem dette projekt, som dermed vil føre utallige muligheder med sig både for Aalborg og Nordjylland, siger Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Samtlige berørte arealer og bygninger i visionen er ejet af Aalborg Kommune. Den fornødne finansiering til gennemførelse af byggerierne i visionen skal komme ved salg af byggegrunde på travbanen og ved Aalborg Kongres & Kultur Center samt kapitalbidrag fra de direkte interessenter i de pågældende anlæg.

Visionen er blevet præsenteret for borgmester Lasse Frimand Jensen (S) og rådmændene for de berørte forvaltninger – Jan Nymark Rose Thaysen (V) fra By og Land og Jes Lunde (R) fra Sundhed og Kultur – som over for initiativtagerne har tilkendegivet støtte til visionen.

- Aalborg Kommune tilbyder at være tovholder i undersøgelsesfasen, for jeg kan høre på reaktionerne fra Aalborg Byråd, at der er opbakning til at afdække, hvad der skal til, for at projektet kan realiseres, siger siger Lasse Frimand Jensen.

Jan Nymark Rose Thaysen ønsker også, at kommunen går med ind i projektet:

- Jeg kan se et stort bystrategisk perspektiv i visionen, og derfor skal kommunen gå konstruktivt ind i projektet og belyse de store muligheder og udfordringer, hvad enten det gælder infrastruktur, klima eller andet. Der er et stort arbejde forude, hvor vi skal finde ud af, hvordan det i sidste ende kan realiseres, men det vil være en kæmpe gevinst for byen og dens gæster, herunder både idrætsudøvere, fans på tribunerne, kulturlivet, sponsorer, konferencegæster og byens borgere, siger rådmanden.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.