På grund af nye EU-regler, skal der udskiftes belysning i bygninger på samlet minimum 18 millioner kvm.

Når sommeren for alvor er over os, vil ny EU-lovgivning betyde, at det ikke længere er tilladt for grossister at købe nye lysstofrør af typen T5 og T8, som er de mest almindelige i Danmark. Og når grossisternes lagre er tomme, er det således slut med salget i Danmark.

De nye regler skyldes, at de gamle lysstofrør indeholder farlige og miljøskadelige stoffer, samt at nye lyskilder er langt mere energieffektive. Derfor giver det mening både for private og virksomheder at få udskiftet lyskilderne og oftest hele armaturet, de sidder i.

- Alle tallene viser, at det giver mening at få skiftet, så snart man kan. Samtidig tikker uret jo også for virksomhederne. Du kan godt undvære et par armaturer i en stor bygning, men så snart det bliver et lidt større antal, så begynder advarselslamperne at blinke, når det gælder arbejdsmiljømæssige forhold såsom arbejdssikkerhed, siger Lars Rasmussen, der er servicechef i Elcon i Slagelse.

Konference: Grøn byudvikling og omdannelse af bydele

Et almindeligt lysstofrør har gennemsnitligt 8.000 brændetimer i sin levetid, mens LED-belysning har mellem 50.000 og 80.000 brændetimer og samtidig forbruger mindre energi.

Udskiftningen kommer således både til at gavne miljøet og pengepungen, da de nye varianter af lysstofrør både er billigere i drift, og man med de nye regler ifølge Energistyrelsen vil kunne spare miljøet for næsten 3 ton kviksølv frem mod 2035.

Energi- og rådgivningskoncernen NRGI har på baggrund af offentlige energimærker regnet ud, at der minimum skal udskiftes belysning på 18 millioner kvm i danske bygninger. Det er der bare ikke mange virksomheder, der har opdaget endnu, oplever den landsdækkende elinstallatør, Elcon, der er en del af NRGi-koncernen.

- Vi har udskiftet lysstofrør til LED hos en række virksomheder de seneste måneder, men det har aldrig været på kundens foranledning, for de ved ikke, de her regler kommer. Derfor har alle projekterne været for kunder, vi i forvejen samarbejder med, og hvor vi har gjort opmærksom på den kommende ændring, siger Lars Rasmussen.

Læs mere om det kommende forbud mod de mest almindelige lysstofrør hos Energistyrelsen.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.