Den nye Nordhavnstunnel bliver en forlængelse af Nordhavnsvejstunnelen og skal skabe bedre og mere direkte adgang til byudviklingsområderne i indre og ydre Nordhavn i København. Projektet er nu så langt, at transportminister Thomas Danielsen (V), overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) fra Københavns Kommune, og administrerende direktør Anne Skovbro i By & Havn torsdag den 11. maj 2023 kunne tage det første spadestik til tunnelen.
- Nordhavnstunnelen bliver et kæmpe plus for københavnerne og for udviklingen af Nordhavn som en endnu større bydel med mange tusinde beboere og arbejdspladser. Den sikrer, at vi får bundet den nye bydel sammen med resten af byen, ligesom den fjerner store dele af den tunge trafik fra Østerbros gader. Sidst men ikke mindst baner tunnelen vejen for den kommende Østlig Ringvej, der vil aflaste trafikken i centrum og gøre luften renere for københavnerne, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler.
Nordhavnstunnelen bliver en 1,4 kilometer lang tunnel, som skal skabe mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn. Adgangen til havneaktiviteterne i området bliver også forbedret og en stor del af den tunge trafik vil blive flyttet væk fra det øvrige vejnet på Østerbro.
Vejdirektoratet anlægger Nordhavnstunnelen i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn.
BESIX - MT Højgaard JV er entreprenør på opgaven. De vandt opgaven med et bud på knap 2,6 milliarder kr. Tunnelen forventes at kunne blive taget i brug i midten af 2027. Tunnelen er en forudsætning for den videre byudvikling af Nordhavn.
- Med den næste etape af Nordhavnstunnelen går udviklingen af området ind i en helt ny periode. De første faser af metroen og cykelstierne er allerede velfungerende i Nordhavn. Med denne tunnel bliver vejtransporten endnu lettere, blandt andet for lastbiler til den fremtidige containerterminal og Unicefs verdenslager og selvfølgelig ikke mindst for de mange beboere og arbejdspladser, der allerede er her og de mange, som kommer i fremtiden, siger dministrerende direktør Anne Skovbro, By & Havn.