Flere offentlige bygherrer, byudviklingsprojekter og et strategisk fokus på større renoveringsprojekter giver medvind til nordsjællandsk entreprenør, der kan se tilbage på 2022 som sit bedste år.
Med en omsætning på 622 millioner kr. og et resultat før skat på 20 millioner kr. kan Jönsson Entreprise se tilbage på 2022 som det bedste år i virksomhedens historie med nuværende ejerstruktur.
Opskriften har været en strategisk satsning på en bredere projektportefølje, hvor offentlige bygherrer, større renoveringsprojekter og erhvervsbyggeri har fået mere plads og har erstattet en stor del af de ejerlejligheder og rækkehuse, der tidligere udgjorde hele 50 procent af entreprenørens projektportefølje.
Konference: Sølvkysten på Amager: Nye store projekter
I dag fylder ejerlejligheder og rækkehuse 25 procent, mens erhvervsbyggeri er vokset til 40 procent hos den nordsjællandske entreprenør, som også har bevæget sig op i superligaen for større renoveringer.
- Vi har arbejdet strategisk med vores projektportefølje, så vi dækker bredt med et projektmix, der gør os stærkere på et bredere kompetencefelt. Det har især boostet vores erhvervsbyggeri og indkasseret flere store renoveringssager, der byggeteknisk har bragt os op i superligaen for større totalrenoveringer i og omkring København, lyder det fra Thomas Normann, administrerende direktør i Jönsson Entreprise.
Konference: Flade tage
Skiftet fra private til flere offentlige bygherrer, der bygger almene boliger i hovedstadsområdet, er en del af forklaringen på, at det boligbyggeri, der stadig er tilbage i Jönssons projekt portefølje fylder tilpas meget i det samlede projektmix.
Indenfor erhvervsbyggeri har blandt andet opførelsen af Cargohal i Kastrup og kontorfaciliteter til Scan Global Logistics sat to streger under Jönssons stærke byggestyring og evne til effektiv opførelse af erhvervsbyggeri med fokus på at undgå materialespild.
Men vigtigst af alt har Jönsson med flere DGNB certificerede projekter i sin portefølje vist sin evne til at efterleve stigende dokumentationskrav og projektering af bæredygtigt byggeri.
Konference: Digitalisering af byggeriet: Nye koncepter
På direktionskontoret kan Thomas Normann glæde sig over mange og meget forskellige byggesager i 2023. Han forventer at både omsætning og resultat i år vil ligge på samme niveau som 2022.
Jönsson har i året der gik bidraget til flere byudviklingsprojekter og håber på lignende opgaver i 2023. Man forventer dog den primære vækst i 2023 vil ligge indenfor erhvervsbyggeri og totalrenoveringer.