Som ny landechef for Niam i Danmark får Jacob de Lichtenberg ansvaret for at lede og udvikle virksomhedens aktiviteter på det danske marked. Han skal fortsætte med at bygge videre på Niams position i Danmark gennem en strategisk og aktiv tilgang til styring af fondens ejendomsinvesteringer, skriver det svenske ejendomsselskab.
- I årenes løb har Jacob demonstreret både forretningssans og de lederegenskaber, der kræves for at påtage sig rollen som landechef efter Michael. Vi ser frem til fortsat at have Danmark som en betydningsfuld og vigtig del af Niams investeringsaktiviteter under Jacobs ledelse. Samtidig er vi meget glade for fortsat at kunne drage fordel af Michaels omfattende erfaring i sin nye rolle som senior director, udtaler Rikard Henriksson, der er managing partner hos Niam.
Konference: Sølvkysten på Amager: Nye store projekter
Jacob de Lichtenberg har været hos Niam i lidt over 4 år og har senest fungeret som chef for Niams danske transaktionshold. Han har sammen med resten af hold haft stort fokus på boligsegmentet og gennemført en lang række handler, både for den nu frasolgte HD-portefølje, Niams nuværende boligportefølje, og senest i forbindelse med joint venturet med Milton Huse.
Michael Berthelsen, der har været hos Niam siden 2011, har orkestreret en af Danmarks største transaktioner tilbage i 2020, da Niam solgte HD-porteføljen til Heimstaden for over 12 milliarder kr. Derudover stod han i spidsen for købet af Copenhagen Towers-komplekset for over 2 milliarder kr. i 2019. Han forbliver i virksomheden i en rolle som "senior director".
Niam har i dag danske ejendomme med en værdi på mellem 7 og 8 milliarder kr.