På sydsiden af Kolding Fjord skal NCC skabe en ny kystlinje i havnebassinets sydvestlige hjørne og etablere et dige med sti, der skal fungere som klimasikring langs havnebassinets vestlige afgrænsning. Derudover skal det eksisterende slæbested på Marinaplads udskiftes til et nyt og større slæbested med 2 bådebroer bestående af en fast og flydende del for kajakker og mindre både.
Entreprisen med navnet KMC-E4 Kystlinje og Marinaplads er en del af projektet Marina City, som er søsat af Kolding Kommune. Målet er at skabe en ny bydel, der skal danne ramme for et tiltrækkende bolig- og havnemiljø med en marina med 1.000 bådpladser. Det bliver den største uden for hovedstadsområdet.
Til opgaven trækker NCC på bredden af ekspertiser i virksomheden. Projektet bliver dermed udført af medarbejdere fra både Hercules Fundering og Jakobsen & Blindkilde, som begge er NCC-ejede selskaber.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 11. januar 2024.
- Det er en kombination af funderings- og anlægskompetencer, vi sætter i spil på havneprojektet i Kolding. Projektet er et rigtig godt eksempel på, at vores alsidige kompetencer gør os i stand til at kunne håndtere komplekse havne- og vandbygningsopgaver, siger Henrik Bo Jensen, produktionschef i Hercules Fundering, NCC Infrastructure.
Hercules Fundering er allerede godt i gang med at sætte de første spunsjern til den nye slæbebro på Marinaplads. Herefter fortsætter funderingsarbejdet over de næste måneder og vil omfatte mange facetter inden for havne- og vandbygning.
Ud over opgaverne inden for fundering bringer NCC's hold fra Jakobsen & Blindkilde deres ekspertise inden for klimasikring til bordet.
- Projektet i Kolding demonstrerer styrken i vores tætte samarbejde på tværs af vores organisation. Hos Jakobsen & Blindkilde ser vi frem til at etablere et dige som en del af klimasikringsløsningen på projektet. Her vil vi drage nytte af vores tidligere erfaringer fra lignende projekter såsom klimasikringsprojektet ved Storkeengen i Randers og kystbeskyttelse af Juvre Dige på Rømø, siger Kåre Noer, projektchef i Jakobsen & Blindkilde, NCC Infrastructure.
Arbejdet begyndte i oktober 2023 og forventes afsluttet i maj 2024. Ordren er på 18 millioner kr.