Aarsleff-koncernens teknikentreprenør Wicotec Kirkebjerg skal udføre de tekniske installationer på Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød.
Kontrakten på teknikentreprisen er på 1,15 milliarder kr. og er indgået mellem Wicotec Kirkebjerg og NCC Danmark, som er hovedentreprenør på byggeriet af hospitalet.
- Det er en stor og vigtig kontrakt for Wicotec Kirkebjerg. Et hospitalsbyggeri stiller naturligt høje krav til vores arbejde, og de tekniske installationer på Nyt Hospital Nordsjælland er både omfattende og enormt komplekse. Vi glæder os til at komme i gang og ikke mindst forsætte det gode samarbejde med NCC og Region Hovedstaden, siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff.
Hillerød - projekter og byggeri til 2030. Konferencen afholdes den 3. maj 2023.
Det 123.000 kvm store hospital opføres som en kløverformet bygning i 4 etager plus kælder, og teknikentreprisen omfatter installationer til medicinske gasser, vand, afløb, sanitet, køl, varme, ventilation, sprinkling, belysning, el, kommunikation samt nød- og 10kV-forsyning.
Derudover skal Wicotec Kirkebjerg styre og koordinere de arbejder, der hører under bygningsautomatik samt brand og sikring, herunder styring og koordinering af indregulering, commissioning og idriftsætning af delanlæggene.
Hospitalet forventes at stå færdigt i 2025.