Med udvidelsen af museumsoplevelsen på Mosede Fort er det ambitionen, at endnu flere danskerne skal få øjnene op for 1. Verdenskrig. For Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann (V) er det en glædelig nyhed, at den fulde finansiering af museet nu er på plads.
- Det er en stor dag for os i Greve, og i byrådet har vi med glæde bevilliget de sidste penge til at udvide museet. Med en ny museumsbygning får vi mulighed for at tage endnu bedre imod besøgende på Mosede Fort. Vi kan fortælle historien om livet under 1. Verdenskrig endnu bedre, og vi kan endda sørge for, at der igen kommer en restaurant på fortet, siger borgmesteren.
Den samlede museumsoplevelse på Mosede Fort skal udvides med en ny museums- og restaurantbygning og moderne formidling af den militære kulturarv på området.
Køge: De store projekter
Fundraisingen til en udvidelse af museumsoplevelsen på Mosede Fort blev igangsat i forsommeren 2022. Museet har samlet rejst 51 millioner kr. til projektet fra 4 store bevillingsgivere. Det er henholdsvis 22 millioner kr. fra den filantropiske forening Realdania, 11 millioner kr. fra A.P. Møller Fonden, 10 millioner kr. fra Augustinus Fonden og 8 millioner kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Derudover har Greve Kommune tidligere afsat 7,2 millioner kr., ligesom staten bevilligede 5 millioner kr. til projektet på Finansloven i 2018. Med en yderligere bevilling på 7,5 millioner kr. fra Greve Kommune kan projektet nu påbegyndes.
I den kommende tid gør Greve Kommune, der ejer museet, og de finansierende parter klar til at afholde en arkitektkonkurrence for at få ibud på, hvordan en ny museums- og restaurantbygning ved Mosede Fort skal se ud. Det udvidede Mosede Fort åbner efter planen i 2027.