JMM-Group undergår en større sammenlægning og sælger derfor begge sine Sjælland-lokationer. EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde har stået for salget af industriejendommene, hvor den ene fortsat er til salg.
- Lige nu ser vi ind i en sammenlægning af vores 2 afdelinger på Sjælland, hvor vores datterselskab Stemas har haft til huse. Vi vil gerne gøre dem til én samlet afdeling, så vi kan drifte fra ét sted med en central og gunstig beliggenhed. Det er bare mere rationelt, og derfor har vi været enormt glade for, at Lykkegårdsvej 4 allerede er blevet solgt, da vi jo så kun skal drifte den frem til, at vi fraflytter engang i efteråret. Men vi slipper også for en række andre hovedpiner og kan fokusere på sammenlægningen og driften af sjællandsafdelingen, udtaler Hans Holm, bestyrelsesformand i JMM-Group.
Industriejendommen på Lykkegårdsvej 4 er solgt for knap 8 millioner kr. til Andersen Erhvervsudlejning.
Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes den 2. november 2023.
Industriejendommen ligger på en 4.500 kvm stor grund 1,4 kilometer fra motorvejen, og ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde har der været stor efterspørgsel på ejendommen, som blev solgt på mindre end en måned.
- Lykkegårdsvej 4 er en yderst præsentabel og anvendelig lager- og industriejendom med tilhørende kontor. Det er egentlig ikke så underligt, at der var enorm efterspørgsel og interesse for ejendommen, men vi er meget glade for at kunne bistå kunden med et godt salg på under en måned, hvor det blot krævede én fremvisning at finde den rette køber, siger Kenneth Wagner, Partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, som har formidlet salget af ejendommen.
- Nu vender vi kræfterne mod den anden ejendom, som JMM-Group har til salg - en fin lager- og produktionsejendom med høje lofter, mange anvendelsesmuligheder og en god lokation tæt på Køge Havn. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med JMM-Group og finde endnu en god køber til deres ejendom i Køge, som er til salg for knap 10 millioner kr., uddyber han.
Læs mere om JMM-Groups lager- og produktionsejendom på Værftsvej 4D i Køge her.