Ganske som ventet og med statistisk forudsigelighed er boligpriserne steget for 3. måned i træk. Ifølge nye tal fra Boligsiden.dk er boligpriserne steget gradvist siden januar.
En villa på 150 kvm bliver i maj i gennemsnit solgt godt 70.000 kr. over prisen fra januar, mens en ejerlejlighed på 100 kvm er steget knap 125.000 kr. i værdi siden årsskiftet.
For et sommerhus på 80 kvm er der tale om en forskel fra januar til maj på knap 110.000 kr., viser beregninger af salgspriser, foretaget af ejendomsmæglerkæden Estate.
Sølvkysten på Amager: Nye store projekter. Konferencen afholdes den 5. oktober 2023.
Ifølge Estate var det forventeligt, at boligpriserne steg i 1. kvartal 2023, men i en periode med både inflation og høje boligrenter er det værd at knytte ekstra opmærksomhed til udviklingen på boligmarkedet.
- Det er glædeligt, at tallene for maj bekræfter den oplevelse, vi har ude i forretninger. Nemlig at boligmarkedet er i fuld vigør. Renteniveauet mærkes tydeligt, især for førstegangskøbere, men generelt bliver der stadig handlet mange boliger på et højt prisniveau, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Han forventer, at priserne også vil stige fra maj til juni, selvom forventningen ikke har fuld statistisk rygdækning.
Kunstig intelligens indenfor byggeriet. Konferencen afholdes den 24. oktober 2023.
- Prisstigningerne plejer at blive brudt, når sommerferien starter. Men vi skal huske, at tempoet hele efteråret og vinteren var lavt, og derfor er der et opsparet boligbehov, som vi oplever er ved at blive realiseret. Priserne kan sagtens fortsætte med at stige ind i sommeren, og begynder renterne at falde igen, selv ganske lidt, vil det understøtte udviklingen, siger Thomas Hovgaard.
Det er ikke kun priserne, der er har haft en positiv udvikling i årets første fire måneder. Også salgstiderne og størrelsen på prisafslagene er i samme periode blevet mindre.
- Alle nøgletal peger på, at boligmarkedet er ved at rejse sig efter et hårdt og krævende år. Det er værd at glæde sig over, da boligmarkedets generelle tilstand har stor betydning for udviklingen i dansk økonomi, som ved sidste kasseeftersyn i øvrigt viste sig at se bedre ud end ventet, siger Thomas Hovgaard.