Onsdag den 22. november 2023 skulle politikerne i Aarhus vedtage den lokalplan, der skal bane vejen for, at der kan bygges et nyt stadion til AGF i Kongelunden.
I det 62.000 kvm store lokalplanområde for enden af Stadion Allé skal lokalplanen give mulighed for at opføre op til 27.000 kvm i op til 26 meter.
Efter planen skal nedrivningen af det gamle stadion ifølge Århus Stiftstidende gå i gang den 15. januar 2024, men nedrivningsarbejdet kan ikke gå i gang, før lokalplanen er vedtaget.
Lokalplanen blev dog ikke vedtaget onsdag aften, skriver avisen. I stedet løb projektet ind i en byge af kritik, lyder det fra avisen. Blandt kritikpunkterne var en manglende godkendelse af en lejeaftale mellem AGF og Aarhus Kommune, usikkerhed om projektets samlede økonomi samt en CO2-udledning i forbindelse med byggerie, der er 5 gange højere end kommunens egne vedtagne klimakrav til byggerier over 1.000 kvm.
Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes den 22. maj 2024.
- Udledningen på 40 kilo CO2 per kvm stadionbyggeri er ikke alene langt højere end Aarhus' egne mål på 8 kilo, mens også højere end de nationale krav på 12 kilo, lød det ifølge Århus Stiftstidende fra byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF).
Mens vedtagelsen af lokalplanen for det kommende stadion blev udskudt, vedtog politikerne til gengæld senere på byrådsmødet udviklingsplanen for "Kongelunden".
Ifølge lokalplanforslaget vil det nye stadion øge den eksisterende tilskuerkapacitet til fodboldkampe med cirka 4.000 siddepladser, så den samlede kapacitet bliver op til ca. 24.000 tilskuere. Ved andre events vil det være muligt at ændre stadionets layout, så der eksempelvis ved koncerter vil være plads til op til 40.000 tilskuere.
Stadionprojektet er tegnet af Team Zaha Hadid, og det skal opføres i hovedentreprise af A. Enggaard. Projektet løber op i omkring 600 millioner kr., og den nye fodboldarena skal efter planen stå klar i sommeren 2026.