Det er en kritisk formand for Landdistrikternes Fællesråd, der i dag har hørt om regeringens kommende udspil til landdistrikterne. Regeringens forslag afsætter 200 millioner kr. om året til udvikling i land- og yderområder. En del af beløbet skal afsættes til nye midler til udkantsgymnasier, erhvervsuddannelser, VUC, landsbyfornyelse og Bredbåndspuljen.
Forslaget har til formål at prioritere landdistrikterne, men det gør man ikke ved at kalde “gamle penge” for “nye penge”, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd. Man har jo alene prioriteret over 200 millioner kr. årligt i en årrække til bare bredbånd og landsbyfornyelse, fastslår fællesrådets formand.
- Regeringen sender med deres udmelding et signal om, at de 200 millioner kr. fremover skal anvendes til en række flere tiltag, såsom uddannelse og transport. Det er livsnerver for landdistrikterne og her rækker 200 millioner kr. på ingen måde. Det er simpelthen ikke ambitiøst nok, udtaler Steffen Damsgaard.
Alene i 2023 var der afsat over 200 millioner kr. til bredbånd, landsbyfornyelse, etablering af borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne med mere.
Landbrugsejendomme: investering og omdannelse. Konferencen afholdes den 30. november 2023.
- Vi kan forstå, at der kommer til at være penge på finansloven til at sætte gang i initiativer og til at investere i nogle af de områder, hvor det er vigtigt, men beløbet rækker kun til en brøkdel. Landdistrikterne er presset på så mange områder med skolelukninger, forringelser i den kollektive transport, fraflytning med mere, påpeger Steffen Damsgaard.
- Senest har finansminister Nicolai Wammen udtrykt, at der er mulighed for at prioritere flere områder, men det er tilsyneladende ikke udviklingen i hele landet og landdistrikterne, der prioriteres, udtaler Steffen Damsgaard, der samtidig anerkender, at der også er andre ændringer i lovgivningen, der ikke kræver bevillinger, som kan få positiv betydning for udviklingen i landdistrikterne.
I regeringsgrundlaget står der, at man vil skabe et land i geografisk balance. Derfor mener Landdistrikternes Fællesråd, at udspillet ikke medvirker til at indfri regeringsgrundlaget.
- Dette udspil står i kontrast til regeringsgrundlagets ambitioner, og jeg har virkelig svært ved at se, hvor de nye midler og den såkaldte prioritering af landdistrikterne er i dette forslag. Ud fra det, vi har fået præsenteret indtil videre, kan det kun tolkes som om, at det er færre penge, man ønsker at prioritere på landdistrikterne fremadrettet, afslutter Steffen Damsgaard.