I 1. kvartal i 2024 var restanceprocenten på 0,15 procent, og dermed er andelen af boligejernes terminsydelse, der ikke er blevet betalt til tiden, uændret siden 4. kvartal i 2022. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
Danske boligejere mangler at betale 29,5 millioner kr. på boliglån med termin den 31. marts 2024. Det svarer til en restanceprocent på 0,15 procent. Ved marts terminen skulle danskerne i alt betale 19,4 milliarder kr. på deres boliglån, hvilket langt de fleste altså betalte til tiden.
”Danskerne fortsætter med at betale deres boliglån til tiden. Restanceprocenten har ligget på et meget lavt niveau de seneste par år på trods af stigende renter og inflation, der har lagt pres på danskernes privatøkonomi. Nu er inflationen på et mere normalt niveau, og renten har stabiliseret sig. Samtidigt er beskæftigelsen på et højt niveau. Det kan medvirke til, at så få danskere har problemer med at betale deres boliglån til tiden,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Restanceprocenten har de seneste år været markant lavere end i årene efter den finansielle krise, hvor restanceprocenten var oppe og toppe på 0,6 procent. I 3 år har restanceprocenten ikke været over 0,15 procent.
”Man bør, som boligejer, altid kontakte sin rådgiver i pengeinstituttet, hvis man oplever udfordringer med at betale den næste termin på sit lån. Sammen med sin rådgiver kan man finde en løsning, som kan være med til at rette op på ens privatøkonomi og få den tilbage på rette spor. Der kan være mulighed for at aftale henstand på ens lån, eller gå over til afdragsfrihed i en periode,” siger Peter Jayaswal.