Kuben Management arbejder for, at Silkeborg Kommune igen sætter Funder højt på listen over byudviklingsområder. Lokale ejerinteresser gør, at området omkring den gamle hovedgård, Sejlgård, rummer et potentiale til at udgøre den næste etape af udviklingen af Funder. Kuben Management ønsker i samarbejde med ejerne af Sejlgård at udvikle området til et attraktivt boligområde med varierende boligformer. Initiativet om at udvikle Sejlgård-området møder opbakning fra Funder- Lysbro Lokalråd.
De seneste år har Funder oplevet en markant boligtilvækst, og i Planstrategi 2040 er Funder udpeget som fremtidigt vækstpotentiale.
- Og det med god grund – for Funder har det hele: Let adgang til flot natur, en velfungerende skole, et godt foreningsliv, lokal detailhandel og god adgang til motorvejen. Her kan man leve det gode liv både som børnefamilie, single og senior, udtaler Henrik Steen Søren, Regionsdirektør Vest, fra Kuben Management.
Siden 2017 er der også kommet gang i centerområdet, idet en REMA 1000 og et ubemandet tankanlæg er åbnet. Der er desuden planlagt et bydelscenter med 5.000 kvm detailhandel, ligesom der omkring skolen er reserveret betydelige arealer til udbygning af de offentlige funktioner til området. Men Funder har potentiale til mere.
- Særligt det store og naturskønne område omkring Sejlgård har kvaliteterne til at blive omdannet til et attraktivt boligområde. Området udmærker sig ved dets unikke landskabelige kvaliteter, de kulturhistoriske værdier (Sejlgård), nærheden til Funder Skole, gode pendlingsmuligheder via den direkte adgang til motorvejen og områdets sydlige del grænser op til det naturskønne Sejlgård Plantage og Funder Ådal. De mange kvaliteter kombineret med de positive lokale ejerinteresser understøtter områdets mulighed for at blive omdannet til et nyt attraktivt boligområde, siger Henrik Steen Søren.
Udviklingsplaner er i støbeskeen
I det nye boligområde skal der både være plads til børnefamilier, singler og seniorer, der drømmer om at bo tæt på naturen i trygge og rolige rammer. Visionen er derfor, at den nye boligbebyggelse forener områdets historik og lokale sjæl med moderne og bæredygtig arkitektur og boformer. Variation og forskellighed vil dermed udgøre grundlæggende principper i udviklingen af den nye bydel – både hvad angår boligernes arkitektoniske udtryk, prissætning, boligtype og ejerform – med henblik på at skabe en blandet beboergruppe og et interessant og dynamisk kvarter.
NB! Silkeborg: De store projekter. Konferencen afholdes d. 13. juni 2019.
Tilstedeværelsen af den fine bindingsværksbygning og den grønne allé, der pryder området, bidrager med en påmindelse om tidligere tiders herregårdsmiljø og betragtes som unikke stedbundne kvaliteter og kulturbærere, der kan tilføre en helt særlig identitet og fortælling til den fremtidige bydel.
Landskabsarkitektonisk er visionen, at det grønne skov- og dalstrøg, der omkranser området, bevæger sig ind i det nye kvarter, så nærrekreative grønne arealer præger rummene imellem husene. Grønne oaser med lys og luft skal invitere beboerne til at tage et hvil, og bevægelseszoner samt grønne stisystemer skal indbyde til fysisk bevægelse og aktivitet. Naboskab og de lokale fællesskaber skal desuden have gode vækstbetingelser.
Bydel vil booste lokalsamfundet omkring Funder
Et nyt boligområde ved Sejlgård forventes at kunne tilføre værdi til Funderområdets andre bysamfund. Nye borgere i området kan potentielt tilføre nye elever til Funder Skole, styrke det lokale butiks- og handelsliv, og Funder-områdets foreningsliv kan opleve en positiv tilgang af nye medlemmer. Området omkring Sejlgård kan desuden komme til at ligge attraktivt i forhold til kommunens fremtidige plan om at etablere en supercykelsti. Et initiativ, der kan være med til at knytte Funder tættere på de mange muligheder, der er i Silkeborgs midtby.
Attraktivt placeret i den midtjyske millionby
- Funders placering sydvest for Silkeborg og områdets gode pendlingsmuligheder ligger desuden attraktivt i forhold til de mange arbejdspladser, der er at finde i de midtjyske kommuner – Herning, Holstebro, Viborg og Ikast-Brande. Med andre ord ligger Funder attraktivt placeret i hjertet af den midtjyske millionby. I et fremtidigt perspektiv kan Funders attraktive placering blive yderligere styrket, såfremt planerne om at etablere Hærvejsmotorvejen realiseres. Funders centrale placering i forhold til de midtjyske forbindelseslinjer og områdets ”stjerne-pendlingsmuligheder” understreger dermed Funder som et attraktivt sted at bosætte sig. En prioriteret byudvikling af Funder kan dermed være med til, at Silkeborg Kommune foruden at orientere sig mod Århus og København i øst – også orienterer sig mod vest og Silkeborgs søster-kommuner i den midtjyske millionby, siger Henrik Steen Søren.
Kuben Management håber at kunne gå i gang med salget af de første boliger om 2 år og har derfor ansøgt om en igangsætning af planlægningsaktiviteter i samarbejde med Silkeborg Kommune, så udviklingen af det store og naturskønne område kan påbegyndes. Udviklingsplanerne omfatter desuden et område i Funder Kirkeby.