Frem mod 2050 forventes Danmark at vokse med 370.000 indbyggere, og 25 procent af tilvæksten vil ske i København. Efter flere år med historisk høj byggeaktivitet oplever hovedstaden dog en afmatning af boligmarkedet. Det viser en ny boligredegørelse af det københavnske boligmarked.
I 2022 blev der opført 2.600 færre boliger end i 2021. Faktisk skal man 6 år tilbage for at finde et år med færre nyopførte boliger, oplyser kommunen.
Det er især opførelsen af de almene boliger, der halter efter. Kun omkring hver 10. nye bolig, der er blevet opført de sidste 10 år, har været almen, og i 2022 blev der opført det laveste antal almene boliger i 10 år.
Det bekymrer overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), der sammen med Københavns Borgerrepræsentation skal drøfte boligredegørelsen onsdag aften på Københavns Rådhus.
Indre København og Strøget - byudvikling og investeringer. Konferencen afholdes den 14. november 2023.
- Jeg er bekymret for, om der vil være boliger nok i byen til, at mine børn kan blive boende i København. Lige nu bliver der bygget for lidt, hvis vi skal sikre boliger, der er til at betale for alle. Vi er ganske enkelt nødt til at fastholde en højere byggetakt, hvis københavnerfamilier og vores børn skal kunne bo og leve i byen. Den nye boligredegørelse kalder på en nødvendig boligdebat på Københavns Rådhus, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Det er ikke kun almene boliger, der bliver bygget for få af. De sidste 10 år er der kommet 400 færre andelsboliger, og det er på trods af, at det er en af københavnernes mere efterspurgte boligformer. Langt størstedelen af de nyopførte boliger i København er nemlig private udlejningsboliger, og den tendens har bidt sig fast. Ifølge redegørelsen er 2/3 alle nyopførte boliger siden 2011 private udlejningsboliger.
På den baggrund opfordrer overborgmesteren regeringen til at give Københavns Kommune de nødvendige værktøjer, så kommunen kan stille krav om, at almene boliger og private boliger skal opføres i samme takt, og så der kan stilles krav om mindsteandel af ejerboliger i nye lokalplaner.
Milliardinvesteringer i nye skoler. Konferencen afholdes den 16. november 2023.
- Vi kan ikke have en by, hvor rå profit styrer boligmarkedet. Det er ganske enkelt uretfærdigt. København må aldrig blive ligesom London eller New York, hvor sygeplejersken og politibetjenten ikke har råd til at bo, påpeger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Næste år skal Københavns Borgerrepræsentation tage stilling til byens udvikling de kommende 12 år, når der skal vedtages en ny kommuneplan.
- Opgaven er at bygge klogt og åbne nye områder af byen op for byudvikling. Samtidig viser boligredegørelsen med al tydelighed, at vi har et stort behov for nye greb og værktøjer til at fremskynde byggeriet af flere almene boliger, ejerboliger og andelsboliger i hovedstaden. København skal være en by, hvor man kan bo hele livet, understreger Sophie Hæstorp Andersen.
Fakta om boligmarkedet i København
- Københavns Kommune offentliggjorde Boligredegørelsen 2023 den 20. september på Københavns Rådhus.
- Der er cirka 340.000 boliger i alt i Københavns Kommune: cirka 20 procent er almene boliger, cirka 30 procent er private udlejningsboliger, cirka 22 procent er ejerboliger og cirka 30 procent er andelsboliger.
- Frem mod 2050 ventes København at vokse med knap 100.000 nye borgere. Det giver et forventet behov for 64.000 nye boliger, men dertil kommer et efterslæb i boligbyggeriet efter finanskrisen, hvor kommunen er vokset med flere familier end boliger.
- De seneste 15 år er der opført 20.000 små og mindre boliger, men antallet er kun steget med knap 10.000 – primært som følge af sammenlægninger og inddragelse af uudnyttede arealer. Det vil sige, at for hver nyopført bolig under 80 kvm er der nedlagt én.
- Antallet af deleboliger er tæt på fordoblet de seneste 15 år, så mere end hver 5. københavner i dag deler bolig med én eller flere personer, som ikke er del af deres egen familie.
- Afmatningen af boligmarkedet sker efter flere år med historisk høj byggeaktivitet. Årsagen skal blandt andet findes i nedlukninger og forsyningsproblemer under coronapandemien samt stigende bygge- og materialepriser.
- Samlet set er der de seneste 10 år opført omkring 48.000 nye boliger i København.