Boligafdelingerne i KAB-Fællesskabet har med effektiviseringer af driften og øget digitalisering formået at spare cirka 5.500 kr. årligt per lejemål, svarende til godt 300 millioner kr. om året siden 2014. Den positive udvikling har holdt huslejen nede, skriver KAB.
- Den store indsats, alle medarbejdere har ydet for at sikre en mere effektiv drift, har betydet, at huslejen kun er steget 1 procent årligt i gennemsnit for alle boliger i KAB-Fællesskabet siden 2014, konstaterer Mikkel Boel, økonomidirektør i KAB.
Besparelserne er blandt andet opnået ved at holde administrationsudgifterne i ro, sammenlægge driftskontorer, indføre digitale løsninger og have fokus på energiforbruget, fra styring af varmecentralen til anvendelse af LED-lys.
Bofællesskaber for seniorerne. Konferencen afholdes den 21. marts 2024.
- De sidste år har vi haft en høj inflation, og vi ved, mange beboere er økonomisk trængte. Derfor hviler vi ikke på laubærerne, men fortsætter indsatsen for at holde huslejen nede, siger Mikkel Boel.
- I den kommende periode har vi blandt andet fokus på indkøb. Alene i driften køber vi ind for 800 millioner kr. årligt. Med vores nye indkøbsportal regner vi med besparelse på cirka 20 procent, siger han.
Samtidig med, at der er opnået store besparelser, har der været råd til at øge henlæggelserne til boligafdelingernes fremtidige renoveringer med 35 procent, så de nu udgør 17.700 kr. per bolig i gennemsnit for KAB-Fællesskabet. Det betyder, at store stigninger i huslejen ved nødvendige renoveringer også kan undgås.
KAB-Fællesskabet består af 44 boligorganisationer med tilsammen 65.000 boliger fordelt på cirka 450 boligafdelinger i hovedstadsregionen. KAB er administrator for boligorganisationerne.