En af verdens største ejendomsmæglervirksomheder, JLL, har netop udgivet rapporten JLL Nordic Outlook - Spring 2023 med et særligt fokus på finansiering. EDC Erhverv Poul Erik Bech er JLL's samarbejdspartner i Danmark og har bidraget med den danske del af markedet med kommentarer på alle ejendomssegmenter.
- Det er ingen hemmelighed, at 2022 var et udfordrende år på flere parametre, og det har også sat sine spor på ejendomsmarkedet i Norden. Investeringslysten blandt investorerne er faldende, og det skyldes primært de vanskeligere finansieringsforhold med stigende omkostninger og mindre tilgængelighed til finansiering, hvilket giver en skævvridning af afkastkravene, som bliver forringet, siger Helle Nielsen Ziersen, partner og Head of EDC International Poul Erik Bech.
- Når det er sagt, oplever vi fortsat en fornuftig interesse for danske ejendomme. Vi bliver dagligt kontaktet af internationale investorer og i 2022 oplevede vi en stigning i omsætning på hele 60 procent på de internationale opgaver. Vi bliver hver uge kontaktet af internationale virksomheder, som ikke har været på det danske marked tidligere. Det skyldes, at afkastet på det danske marked ligger lidt højere end for eksempel Sverige. Interessen for det danske marked er altså fortsat fornuftig, og da vi har realkreditfinansiering i Danmark og Sverige for eksempel er finansieret med obligationer, så er forskellen fra tidligere finansielle kriser og nu er, at der stadig mange penge i markedet og en fornuftig efterspørgsel til at investere i Danmark, uddyber hun.
Ejendomsmarkedet i inflationstiden: aktuelle udfordringer for ejendomsmarkedet. Konferencen afholdes den 2. marts 2023.
I den nyeste JLL-rapport er der fokus på det nordiske finansieringsmarked.
- Hvis man udelukkende kigger på rapporterede transaktioner, ser det nordiske ejendomsmarkedet ud til at stå et fornuftigt sted, men det er ikke helt tilfældet. Særligt ejendomsmarkedet i Sverige står i en svær situation, da virksomhedsobligationer udgør en væsentlig andel af den samlede finansiering til ejendomsinvesteringer. Renten på virksomhedsobligationer er skudt i vejret i løbet af det seneste år, og markedet forventer markant flere konkurser. Det gør det dyrt og svært at låne penge for de virksomheder, der ikke kan skaffe kapital i banken. Det er ikke så udbredt i Danmark, men ikke ukendt, da selskaber som for eksempel Gefion, Oskar Group og NPV skaffer penge gennem obligationsudstedelser, siger Joseph Alberti, Head of Research i EDC Erhverv Poul Erik Bech.
I rapporten fremgår det, at der er sket et fald på 80 procent i udstedelsen af ejendomsobligationer i 3. kvartal 2022, sammenlignet med 3. kvartal 2021, på tværs af de nordiske lande.
Udenlandske investorer kigger mod Danmark
EDC Erhverv Poul Erik Bech har bidraget med tal og viden om det danske marked i rapporten. Inden for lager- og logistikejendomme står de internationale investorer for 65 procent af transaktionerne.
- De internationale investorer fylder meget i et lille land som Danmark, hvor lidt over halvdelen af den samlede transaktionsvolumen, eller 45 milliarder kr. ud af 87 milliarder kr. kan tilskrives de internationale investorer. Det er især på de større transaktioner, at de internationale investorer er synlige, faktisk er der kun to danske investorer blandt de ti største transaktioner i Danmark i 2022, siger Joseph Alberti.
Jylland: Nyeste regler for generationsskifte af ejendom. Kurset afholdes den 25. maj 2023.
Ifølge Helle Nielsen Ziersen har de internationale investorer har fået øjnene op for Danmark, og hun vurderer, at det ser ud til at fortsætte.
- I løbet af de sidste par år er antallet af internationale investorer vokset betydeligt, og det er primært inden for nybyggeri, hvor de kan opføre certificerede bygninger med lavere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, udtaler Helle Nielsen Ziersen.
- Hvis det ikke er nybyg, som de udenlandske investorer investerer i, så er det aktiviteter, der skal reducere omkostninger og forbedre lejevæksten på ejendomsporteføljerne, som vil tiltrække interesse og tilføre værdi, ikke kun for Danmark, men for hele Norden, siger hun.