Unik beliggenhed, gunstig infrastruktur og stor efterspørgsel på konferencefaciliteter, værelser og hotellejligheder får nu en af verdens største hoteloperatører til at åbne hotel i Aarhus.
De første streger på tegningerne af et nyt 20-etagers hotel i Aarhus er sat. En af verdens største hoteloperatører har set sig varm på byggegrunden vest for IKEA i industriområdet i Skejby, og ifølge planen tjekker de første gæster ind på det over 80 meter høje hotel i slutningen af 2020.
NB! Jylland: Bygningsreglement 2018 - BR18. Kurset afholdes d. 28. februar 2018.
Ud over 275 hotelværelser, konferencelokaler og kontorer vil hotellet rumme 100 hotellejligheder – de såkaldte Service Apartments – som skal dække det voksende behov for længerevarende indkvartering, der er opstået som følge af stigende rekruttering af udenlandsk ekspertise.
- Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, Agro Food Park Aarhus og de lokale vækstvirksomheder rekrutterer i stigende grad internationalt. Professorer, læger og andre udenlandske specialister har ofte behov for længerevarende ophold i byen, og det kan Aarhus ikke honorere med sit nuværende produkt. Pt. findes der for eksempel ingen Service Apartments i Aarhus. Dét hul i markedet ønsker vi at lukke og på den måde medvirke til at løfte byens samlede overnatningsudbud, siger bygherre Niels Albertsen fra NA Ejendomsservice.
Byggeriet af det internationale storhotel fortsætter de seneste års boom af nye hoteller i den danske ”second city”. Boomet er resultatet af raketvækst i turismen fra både ind- og udland, og antallet af gæstenætter, der i dag tegner sig for godt en million, spås at runde 2 millioner allerede i 2025. Som noget helt særligt i Danmark står erhvervsgæster for lige omkring halvdelen af turismen i Aarhus.
NB! Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes d. 8. marts 2018.
Samtidig er adgangen til byen blevet markant bedre både til lands, vands og i luften. Den forbedrede infrastruktur i særligt Aarhus Nord har været udslagsgivende for placeringen af det nye hotel, der kommer til at ligge ud til motorvejsnettet med forbindelse til oplandets nøgledestinationer som Herning og Djursland. Samtidig får hotelgæsterne let adgang til bymidten – ikke mindst via letbanen. Desuden får hotellet adresse tæt på Aarhus Airport, der har taget hul på en gennemgribende opgraderingsproces med ombygning og flere internationale ruter, og dermed understøtter et mere internationalt Aarhus.
- Aarhus har manglet et koncept, som det der nu etableres lige uden for centrum, hvor man altså undgår at skulle helt ind i bykernen for at mødes eller indlogere sig. Det er relevant, hvis man er gæsteprofessor på universitetet, skal med flyet eller er koncertgæst i Jylland. Derfor er det en unik og ganske gunstig placering, byens kommende hoteloperatør har udset sig, siger Peer Kristensen, der er direktør i VisitAarhus.
Hoteloperatøren hører til blandt de 10 største spillere på den internationale scene og ønsker indtil videre at holde sit navn hemmeligt.