Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (Hofor) gør klar til at fange og lagre den CO2, som bliver udledt på Amagerværket. Borgerrepræsentationen har den 14. december 2023 godkendt, at forsyningsselskabet bruger 50 millioner kr. på at forberede og afgive bud på statens støtteudbud vedrørende CO2-fangst og -lagring.
Der er fortsat mange brikker, der skal falde på plads, før et CO2 -fangstanlæg står klar på Amagerværket. I første omgang søger Hofor en forretningspartner, som kan håndtere byggeriet af anlægget, transport, lagring og indtægtssiden. Hofor har netop offentliggjort et koncessionsudbud for at finde den rette forretningspartner.
- Det er ambitionen, at vi kan underskrive en aftale med en partner inden sommerferien. Det skal være en partner, vi kan læne os op ad, så vi kan få projekteret og bygget det helt rigtige anlæg til at fange CO2. På vores side kan vi bidrage med al den viden, der skal bruges i forhold til at integrere det nye anlæg med resten af Amagerværkets infrastruktur, siger Hofors bestyrelsesformand Susanne Juhl.
Sølvkysten på Amager: Nye store projekter. Konferencen afholdes den 6. marts 2024.
Når Hofor har fundet en partner til projektet, bliver næste opgave at vinde det statslige udbud af støtte til CCS-anlæg. Fra offentlig side er der i øjeblikket planlagt 2 udbud, hvor vinderne bliver offentliggjort i december 2024 og december 2025.
Endelig er der udfordringen med selve byggeriet af anlægget og integrationen med resten af Amagerværket. Hvis alt går vel, forventes anlægget at stå klar i 2028/2029. Selve anlægget til CO2-fangst skønnes at koste 4-5 milliarder kr.
Anlægget forventes at kunne fjerne op mod 900.000 tons CO2 om året. Det skal efter planen være i drift i 2028/2029.